Efter at være blevet sigtet for at have vist et kontroversielt flag retter Kneecap nu kritik mod retssystemet – og opfordrer samtidig deres fans til at møde op ved retssagen i juni.
Den nordirske raptrio Kneecap opfordrer deres fans til at vise støtte ved en kommende retssag i London den 18. juni, rapporterer NME. Det sker, efter at medlemmet Mo Chara er blevet sigtet for at have vist et flag, som ifølge anklagen symboliserer den terrorstemplede organisation Hizbollah.
Læs også: Northside Festival om terrorsigtet rapper: "Vi er opmærksomme på retssagen"
Opfordringen blev fremsat under gruppens koncert på festivalen Wide Awake i London i weekenden. Her kommenterede medlemmerne terrorsigtelsen og beskrev den som et forsøg på at få dem til at tie.
"Det her handler om, at vi ikke skal kunne tale fra scenen på Glastonbury, som vi gjorde på Coachella," sagde gruppen under deres optræden i Brockwell Park.
Kneecap, som skal spille på NorthSide i Aarhus om knap halvanden uge, har nægtet at støtte hverken Hizbollah eller Hamas og tager afstand fra vold. De hævder, at det omstridte videoklip er taget ud af kontekst og kalder retssagen for et “carnival of distraction” fra det, de beskriver som et igangværende folkedrab i Gaza.
Forud for retssagen opfordrede Mo Chara publikum til at møde op ved domstolen i Westminster – noget en anden i Kneecap fulgte op med en spøgefuld kommentar:
"Tag en stor pose ket (ketamin) med, og kom med op på trapperne ved Westminster."
Efter sigtelsen har gruppen fået flere koncerter aflyst, blandt andet i Tyskland og Storbritannien. De er dog stadig planlagt til at spille på NorthSide i Aarhus om lidt og Way Out West i Göteborg i august.
Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmark.
læs også: Sex Pistols-stjerne kritiserer Northside-aktuel kunstner