Sloveniens public service-medie kræver klare svar fra EBU om Israels deltagelse i Eurovision. Ellers kan landet trække sig fra konkurrencen.
Sloveniens public service-medie RTVSLO truer med at trække sig fra Eurovision Song Contest, hvis European Broadcast Union (EBU) ikke imødekommer krav om øget gennemsigtighed og svar vedrørende Israels medvirken, rapporterer svenske SVT.
Læs også: Påvirkningskampagne kan have ført til Israels andenplads
I et brev til EBU skriver mediets direktør, Ksenija Horvat, at deltagelsen kan blive genovervejet, hvis ikke organisationen giver "seriøse og konkrete svar vedrørende Israels deltagelse ud fra et etisk perspektiv." RTVSLO ønsker derudover større åbenhed omkring telefonafstemningen i konkurrencen.
Horvat oplyser, at lignende spørgsmål allerede blev stillet forud for årets konkurrence, men at der ikke kom noget svar. Hun henviser til den forværrede situation i Gaza samt årets resultat i telefonafstemningen, som ifølge hende har forstærket offentlighedens mistillid til, at politiske faktorer kan påvirke konkurrencen.
Israel blev repræsenteret af Yuval Raphael, som overlevede Hamas’ angreb i 2023. Hun endte som nummer to i finalen efter at have vundet publikumsafstemningen. På trods af lave jurypoint i flere lande fik Israel flest stemmer fra tv-seerne.
Også public service-medier i Belgien, Irland og Spanien har udtrykt bekymring og opfordret EBU til at revurdere afstemningssystemet – særligt publikumsafstemningen.
Denne artikel blev bragt af GAFFA Sverige og er oversat af GAFFA Danmarks redaktion.
læs også: 10 sange, der beviser, at Eurovision er et decideret freakshow