GAFFA har fanget den hittende popmusiker til en snak om hendes nye single.
Mumle ligger gang på gang i toppen af hitlisterne, hun skal spille på over 40 festivaler til sommer og har netop annonceret sin første headlinerturné. Nu er hun tilbage med årets første single, "Dårligt match".
Læs også: Mumle skriver musik for at forstå, hvad der sker
Sangen er ifølge pressemeddelelsen en "kærlighedserklæring mikset op med en 'jeg ved godt, vi nok ikke ender sammen'-energi." Hun fortæller til GAFFA, at den blev skabt i november, da hun skulle købe ind i forbindelse med, at hun flyttede hjemmefra.
"Det satte nogle tanker i gang om, hvordan man skal vænne sig til en partner, lære hinandens dårlige vaner at kende og finde ud af, om man overhovedet kan finde ud af at bo sammen," forklarer Mumle og uddyber:
"Det, der var allervigtigst for mig at tydeliggøre i sangen, er de her standardting, man møder, når man flytter sammen med en partner. Man skal i Imerco, i Ikea og købe en sofa - og så køber den ene part pludselig en hund. Sådan en 'red vores forhold'-hund."
Artiklen fortsætter efter opslaget.
Bag Mumle står den 21-årige Julia Kathrine Hansen, født og opvokset i Haderslev, men for nylig flyttet til Aarhus. I en pressemeddelelse forklarer hun, at "musikken har reddet min skæve personlighed. Jeg var nok blevet røvkedelig uden."
Til GAFFA fortæller hun desuden, at et fun fact om hende er, at hun er litteraturnørd og finder inspiration i både Michael Strunge og Yahya Hassan. "Og så har jeg kombineret det med lyden af Sys Bjerre - som også ligger mit hjerte meget, meget nært - som har den her lethed og humor i sine tekster."
Mumle kan opleves på en række festivaler, herunder Roskilde Festival, Fredagsrock i Tivoli og Smukfest. Derudover lægger hun vejen forbi 11 danske byer på sin kommende turné, som løber af stablen i foråret 2026. Læs mere her.
Se musikvideoen til Mumles nye single her:
Læs også: Ny undersøgelse: Der kommer til at gå 181 år, før der er kønsbalance i dansk musikliv