Der er alt fra koncerter til comedy på programmet, når Musikhuset inviterer forbi byens nye park.
Der bliver gang i den i den nye Musikhuspark i hjertet af Aarhus, når Musikhuset inviterer alle til at opleve byens nye park med gratis koncerter og arrangementer.
Læs også: Nibe Festival slår rekord: Aldrig haft så mange besøgende før
I år bliver første gang, at den nye Musikhuspark og den nye sommerscene danner ramme om sommer i parken, der officielt bliver indviet den 27. juni.
Som en forsmag på programmet oplyser Musikhuset, at man blandt andre kan opleve Bogfinkevej, der giver tre koncerter i parken i august. Her vil gruppen, der er kendt for numre som "Smilets by" og Iben Hjejle", invitere vennerne med og gøre hver aften ny og uforudsigelig.
Under årets jazzfestival, der løber af stablen den 11. til 20. juli, vil der ligeledes være en lang række gratis koncerter – blandt andre med duoen Tigeroak og med Aarhus Jazz Orchestra feat. Kira Skov med hyldesten Celebrating Billie Holiday.
Sensommeren byder dertil på tre stærke comedyaftener med blandt andre Mahamad Habane og Per Sodemann, klassisk solnedgangskoncert med Ensemble Hermes, operabingo Den Jyske Opera og opera under åben himmel med operatruppen Heiberg og Hansen.
Om den nye Musikhuspark og programmet udtaler kunstnerisk chef i Musikhuset, Jeppe Uggerhøj:
"Vi er enormt spændte på at vise Musikhusparken frem og sammen gå på opdagelse i de nye, spændende muligheder, som parken giver. Vi har forsøgt at lave et alsidigt program, hvor der er plads til og noget for alle. Bogfinkevej er et af byens mest charmerende bands og altid garant for at skabe hyggelig stemning og højt humør. De giver tre helt særlige aftener, som nærmest ikke kan undgå at blive helt forrygende. Vi håber, at mange af jer har lyst til at kigge forbi til en af sommerens mange arrangementer, så vi kan få skabt liv og fællesskab i byens nye, flotte park."
Du finder et overblik over det fulde program her.