Nordic Noise har måske ikke den største scene eller det bredeste program, men festivalens historie og hjerteblod gør den til noget ganske særligt. Måske er festivalen endda en af årsagerne til, at Danmark topper lykkestatistikkerne.
Festivalen i 2025 er en historie om en festival, der er fyldt med hjerteblod. Det er også historien om en verdenspremiere, en bookingdrøm der er gået i opfyldelse, og en 49-årig musikalsk ildsjæl, der har så meget krudt i røven, at projekterne aldrig stopper.
Fra sportshal til fast holdepunkt
Michael Hvolgaard Andersen, manden bag Nordic Noise, besluttede sig allerede i 2013 for, at han ville have sin egen festival.
Ambitionen? At skabe et samlingspunkt for den melodiske og klassiske del af metallen. Altså en festival uden growl og ekstremmetal, men med lige dele 80’er-hår og ekvilibristisk guitarspil. Der er ingen tvivl om, at Michaels hjerte banker for hardrock og heavyrocken, men det var ikke programmet, der i starten gav festivalens grundlægger grå hår i hovedet.
"Man skal ikke leje en tom sportshal på Østerbro," griner Michael, når han tænker tilbage på de første år. Det praktiske slid med at forvandle haller til koncertsteder tærede på både kræfter og økonomi.
I dag har festivalen fundet sin base i Kometen i Hvidovre, og et fast hold på cirka 40 frivillige hjælper med at få det hele til at spille. ”Alle pladser er besat af gode mennesker,” siger Michael, som påstår, at han godt kan gå ned med en forkølelse under festivalen, uden at det får indflydelse på noget.
Læs også: Blood Incantation virkede i fuldt hus
2025: En bookingdrøm går i opfyldelse
I år forventer Nordic Noise mellem 500 og 600 gæster begge dage, og de får virkelig et program med gods i. Headlineren er amerikanske Tyketto, som længe har stået højt på Michaels ønskeliste. Bandet har ikke spillet i Danmark i mange år, og deres kommende koncert er en stor skalp for arrangøren og festivalen.
Men det er ikke det eneste scoop i Hvidovre.
Festivalen præsenterer nemlig en officiel verdenspremiere på Ardennery. Det er et nyt band bestående af Michael Denner (Mercyful Fate) og medlemmer fra Artillery. Sammen opfører de materiale fra de første tre Mercyful Fate-udgivelser. Et eksklusivt samarbejde mellem to af Danmarks mest ikoniske metalnavne.
"Vi er stolte over at kunne præsentere dette show. Det er den slags, der gør det hele værd at arrangere en festival," siger Michael.
Du kan se hele programmet på Nordic Noises hjemmeside her.
En ny generation på vej
Selvom man kunne tro, at en festival med mange bands fra 80’erne og 90’erne samt en 49-årig i spidsen udelukkende trækker jævnaldrende nostalgikere til, er det langt fra tilfældet.
"Vi ser en ny generation af fans, som samler på vinyler og er nysgerrige på de klassiske bands. De kommer for at opleve noget ikonisk, som Wolf eller Tyketto, og bliver hængende for stemningen og opdager nye bands."
Stemningen er nemlig stadig den samme, som dengang et svensk band valgte at tømme hele backstage-køleskabet for øl og smugle det ud i en sportstaske.
"Det ville jeg aldrig finde mig i i dag," griner Michael. Men det er tydeligt, at de vilde historier er en del af festivalens DNA.
Næstved må være Danmarks lykkeligste by
At Michael Hvolgaard Andersen overhovedet orker at arrangere festivaler, er i sig selv bemærkelsesværdigt. Efter mange år i hovedstaden vendte han for tre år tilbage til sin fødeby, Næstved, noget han oprindeligt havde svært ved at se sig selv gøre.
"Det med at stå ansigt til ansigt med en gammel ekskæreste eller én, man engang har fået en på hovedet af, det tiltalte mig ikke," fortæller han med et grin. Men gensynet med byen endte med at være overrumplende positivt: "Med voksne øjne kunne jeg pludselig se, hvor dejlig byen egentlig er."
Det er også i Næstved, at endnu et af Michaels projekter har taget form, nemlig Næstved Metalfestival. En festival med et tungere fokus end Nordic Noise, og et bevis på, at manden bag ikke har tænkt sig at trække sig tilbage foreløbigt.
Begge festivaler har det tilfælles, at de drives af én mands vedholdenhed, et stærkt fællesskab af frivillige og fans. Og måske baner det endda vejen for nye festivaler eller projekter. Tidligere har Michael været involveret i blandt andet Death Coast i Esbjerg, Odense Metalfest og andre projekter, som stadig lever videre.
Og hvad var der med den lykkestatistik
Statistikken peger på, at antallet af metalbands pr. million indbyggere hænger sammen med et lands lykkescore. Hvis det er rigtigt, må Michael Hvolgaard Andersen og Nordic Noise være en af årsagerne til, at Danmark gang på gang ligger i toppen af lykkelisterne.
Det kan selvfølgelig godt være, at det er en lidt søgt konklusion, og for kendere af Næstved må det være endnu mere søgt, når jeg påstår, at Michael gør Næstved til Danmarks lykkeligste by.
En ting er dog sikkert. Du bliver glad i låget, hvis du vælger at bruge to dage på Kometen i Hvidovre sammen med et væld af gode navne inden for hardrock og heavy-genren.
Det sker den 9. og 10. maj. Der er stadig billetter, og de kan købes her.
Læs også: Ukønventionelt udspil fra metal-veteraner