Nyhed

Nye bookere skal sikre mangfoldigheden på scenen

De nye medlemmer bidrager med vidt forskellige baggrunde, netværk, erfaringer og smag.

I dag præsenterer det københavnske spillested Alice hele fem bookere, der i fællesskab skal arbejde for en mere mangfoldig livemusikscene. De tre nye medlemmer er Mero Cimen, Susi Castelo og Winnie Nakaddu, som sammen med de nuværende medlemmer, Isabel Douglass og Ulf Eriksson, skal være med til at forme spillestedets kunstneriske profil.

Læs også: Spillested hylder musikken fra nord: "Vi håber så meget på, at fornuften og fredelig sameksistens vinder i sidste ende"

De fem bookere udgør Musikgruppen, som har ansvaret for spillestedets koncertprogram. Det sker gennem en kollektiv og demokratisk arbejdsform, der ifølge gruppen gør det muligt at "give publikum mulighed for at opleve noget andet end det, de plejer. Noget råt, autentisk og originalt."


Pressemeddelelsen fremhæver, at "Musikgruppens styrke ligger i bookernes vidt forskellige baggrunde, netværk, erfaringer og smag - og at de former Alices kunstneriske profil i et demokratisk arbejdsfællesskab."

De fem medlemmer trækker blandt andet på erfaringer fra Roskilde Festival og klubmusik-kollektivet Bukhar. Derudover har de, ifølge pressemeddelelsen, et særligt godt kendskab til musik fra Sydøsteuropa, den spansksprogede musikscene, afrikanske artister og de nordiske vækstlag.

Læs også: Statens Kunstfond uddeler tocifret millionbeløb til musikere


Spillestedsleder HC Gimbel udtaler følgende om det nye samarbejde: "Efter den første rokade i Alices Musikgruppe er jeg virkelig stolt over, at vi nu har fået spændt vingefanget endnu mere ud. Med de tre nytilkomne, vildt dygtige og vidt forskellige bookere er det lykkedes at skabe repræsentation bag en endnu større del af vores program på Alice, og samtidig at tage del i en vigtig samtale om musikkens forskelligartede nødvendigheder."

Læs mere om spillestedet Alice her.

Læs også: De sidste navne til Roskilde Festival er klar - her er årets lineup


ANNONCE