Duoen varsler næste, og måske sidste, kapitel i deres mangeårige musikalske fortælling.
Twenty One Pilots har annonceret et nyt album med titlen Breach, som de forventer at udgive til september. Det oplyser duoen gennem et opslag på Instagram den 21. maj. Meddelelsen blev ledsaget af en kort tekst, hvor gruppen skriver: "Hej Clancy, hej Blurryface. Lad os gøre det her færdigt."
Læs også: Album anmeldelse - Lad endelig ikke aftenen ende, Anton Westerlin
Det kommende album bliver gruppens ottende studieudgivelse og er en direkte opfølger til Clancy fra 2024. Det første nummer fra Breach får titlen "The Contract" og udkommer den 12. juni. Albummets cover er også blevet delt og viser forsanger Tyler Joseph og trommeslager Josh Dun i en visuel stil, der minder om det forrige album Clancy. Duoens kommentar i opslaget kan tolkes som, at de gør klar til at afslutte den historie, som har udspillet sig over flere af bandets tidligere udgivelser.
Se opslaget her. Artiklen fortsætter under artiklen.
Historien om Blurryface og Clancy
Fortællingen om karakterne Blurryface og Clancy, som Breach lader til at bygge videre på, er en del af et univers, som Twenty One Pilots har udviklet gennem flere af deres tidligere udgivelser. Ifølge Folio Weekly blev karakteren Blurryface første gang introduceret på albummet af samme navn i 2015. Her fungerede Blurryface som et billede på forsanger Tyler Josephs indre usikkerhed og depressive tanker. I musikvideoerne til albummet ses Joseph med sort maling på hals og hænder – en visuel markør, som er blevet synonym med karakteren.
Blurryface havde for nyligt 10-års jubilæum. I 2019 blev albummet desuden kåret som årtiets bedst sælgende rockalbum, og var det første album, hvor alle sangene opnåede en RIAA-certificering i enten guld eller platin. I dag har albummet over 15 milliarder afspilninger globalt. Blurryface fik fire stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev:
"Twenty One Pilots har lavet et playliste-album til et playliste-publikum, og de fleste vil se lyset i et eller to numre på Blurryface. Sangene er godt skruet sammen, og når endelig lukkeren Goner ruller gennem øregangen, vil man føle sig godt mættet af indie-pop-rock-folk-rap-musik."
Læs også: ABBA + Satan eller den nye "Phantom of the Opera" fra historieskrivende band
Sidenhen blev historien om Blurryface udvidet på albummet Trench fra 2018, der fik tre stjerner af GAFFAs anmelder. På albummet følger man karakteren Clancy på flugt fra den dystopiske by, Dema, der bliver regeret af ni biskopper ledet af karakteren Nico, der ifølge Folio Weekly er en fysiske repræsentation af Blurryface. Overfor de ni biskopper står modstandsgruppen Banditos, der sammen med Clancy forsøger at flygte fra Dema og ud i verdenen kendt som Trench.
Undervejs bliver Clancy dog fanget af biskopperne, hvilket albummet Scaled and Icy fra 2021 handler om. Albummet fik to stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev at "det simpelthen bare bliver en ligegyldig og halvfjollet omgang."
Da Clancy omsider undslipper fra biskoppernes klør, sætter han sig for at vende tilbage og befri de andre modstandsfolk fra Dema. Det er her, albummet Clancy fra 2024 starter, et album der omhandler opgøret mod Nico og de ni biskopper. Clancy fik fem stjerner af GAFFAs anmelder, der kaldte det "et vigtigt comeback" for emo-duoen.
Det kommende album Breach bliver, hvis man skal tolke bandets egne ord, muligvis afslutningen på det nu 10 år lange narrativ.
Genopfrisk fortællingen, og hør hvor historien sidst slap med albummet Clancy her:
LÆS OGSÅ: Aphaca: Relationer før skills – du kan ikke gøre det alene