Nyhed

Posthumt Avicii-album mødt af kritik

Det nye album fra Avicii, som blev udgivet i sidste uge, er blevet mødt af kritik fra både fans og tidligere samarbejdspartnere.

Siden Tim “Avicii” Berglings død i 2018 er flere af hans uudgivne sange blevet færdiggjort af andre producere og udgivet posthumt. Den seneste sang er "Let’s Ride Away", hvor Elle King medvirker, og den er en del af det nye opsamlingsalbum Avicii Forever. Den nye musik har vakt stærke reaktioner både blandt fans og tidligere samarbejdspartnere, rapporterer nyhedsbureauet TT.

Flere fans har nu opfordret til boykot af den nye musik, fordi de mener, man ikke kan vide, om Avicii selv ville have ønsket at udgive den. I en kommentar til TT udtaler Sandro Cavazza, der arbejdede med Avicii på sangen "Without You", at han er imod posthume udgivelser. Det skriver svenske P3 musiknyheter i et opslag på Instagram.

"Han var den eneste, der vidste, hvornår en sang var færdig, og jeg vil fortsætte med at respektere det," siger han.


Pophouse, som ejer 75 procent af Aviciis sangkatalog, står fast på beslutningen om at udgive musikken.

"Posthume udgivelser efter en kunstners død er et almindeligt fænomen i musikbranchen. Vi har nøje overvejet beslutningen og har – sammen med dem, der kendte Tim bedst – valgt at dele posthumt materiale for at fortsætte med at ære Aviciis arv og introducere hans musik for nye målgrupper," skriver de i en udtalelse til TT.

Sangen har også fået kritik fra anmeldere. Hos det svenske medie Dagens Nyheter skriver anmelder Kajsa Haidl om albummet:  "Aviciis nye sang er lige så tom og meningsløs som efterslæbet omkring hans navn."


Hør albummet her:

LÆS OGSÅ: Fem udgivelser, vi glæder os til i denne uge


Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion.

ANNONCE