Et muligt bombeangreb mod Lady Gagas gratis koncert i Brasilien i weekenden er blevet afværget af det brasilianske politi. Tre personer er blevet anholdt, hvoraf en angiveligt opfattede kunstneren som et satanistisk symbol.
Et bombeangreb mod Lady Gagas gratis koncert på Copacabana i Brasilien i weekenden blev stoppet af brasiliansk politi, og ifølge myndighederne blev angrebet planlagt af flere personer – én af dem skulle være blevet motiveret af forestillingen om, at kunstneren er satanist, rapporterer NME.
Læs også: Radiohead-guitarist forsvarer samarbejde med israelsk musiker
Indtil videre er tre personer blevet anholdt. En af dem mistænkes for at have forsøgt at rekruttere mindreårige til koordinerede angreb med hjemmelavede sprængladninger og molotovcocktails.
Ifølge politiet var der også en hensigt om at udføre et såkaldt ritualmord under koncerten. Hændelsen efterforskes som et planlagt terrorangreb.
Politiets operation, kaldet "Operation Fake Monster", blev igangsat efter et tip fra efterretningstjenesten i delstaten Rio de Janeiro. Efterforskningen afslørede en onlinegruppe, der promoverede voldelig ekstremisme blandt unge, blandt andet gennem kodesprog og symboler.
Lady Gagas team oplyser, at de først blev bekendt med truslen gennem medierne dagen efter koncerten. Der skal ikke have været nogen direkte kontakt med politiet forud for begivenheden.
Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er oversat af GAFFA Danmarks redaktion.
læs også: Surf-virksomhed sagsøger Lady Gaga