Ifølge musikeren skal ep'ens mange genrer læses som "en kærlig hyldest til de kontraster, der definerer os som mennesker."
One Nice Boi udgav den 30. maj sin nye ep med titlen (Di)versions. Ifølge en pressemeddelelse forener ep'en "nakkeknækkende drops à la Skrillex og hjerteskærende, femi-maskuline situationship-ballader" med referencer til Freddie Mercury.
Læs også: One Nice Boi: "Jeg kunne jo slet ikke følge med rent følelsesmæssigt"
Om ep'en skriver pressemeddelelsen: "Det akustiske åbningsnummer, 'Bliss/Bless', føles som første skalpelsnit ind i One Nice Bois hjerte, og over ep'ens 13 intense minutter føres man gennem den 24-årige artist/producer/sangskrivers fire hjertekamre. De fire selvfortolkede numre trækker på alt fra bland-selv-synth og nu-jazz til Jersey-pop og eskapistiske XCX-referencer."
Ifølge meddelelsen skal ep'ens mange forskellige genrer læses "som en kærlig hyldest til de kontraster, der definerer os som mennesker."
Bag One Nice Boi står Emil Sebastian Birch. Musikalsk bevæger han sig i et eksperimenterende grænseland mellem pop, klub og hiphop, og teksterne italesætter nogle af ungdomslivets største tabuer.
I juni 2024 udgav han en dokumentar, som sætter ord på nogle af ungdommens mest skamfulde tematikker, med scener fra sit eget liv. I forbindelse med filmen interviewede GAFFA musikeren, hvor han blandt andet fortalte om sin sangskrivningsproces og sine tanker bag dokumentaren.