Med ny musik i ryggen er Soleima klar til indtage ni danske byer i vinteren 2026.
I januar og februar 2026 drager Soleima på Danmarksturné, hvor hun gæster ni danske byer. Turnéen skydes i gang den 22. januar i Svendborg og afsluttes den 7. februar på Gimle i Roskilde.
Læs også: Soleima: Her er otte sange, der betyder noget særligt for mig
Om de kommende koncerter fortæller Soleima i pressemeddelelsen:
"Når publikum griner, græder, hopper og synger med, forvandler de mine sange og giver dem ny betydning. Det føles som en ud-af-kroppen oplevelse – som noget større end os selv. Jeg er pisse taknemmelig og sulter efter mere. Jeg har allerede annonceret Store Vega i København – og nu tilføjer jeg otte nye datoer til foråret 2026, hvor vi tager det samlede Hærværk/Mesterværk album med. Uden publikum kunne intet af dette lade sig gøre."
I marts 2025 udgav musikeren den anmelderroste ep Hærværk/Mesterværk – Side A, som er første del af et kommende album. Ep'en markerede en ny, mere rocket retning for Soleima og modtog topkarakter fra GAFFAs anmelder, der kvitterede med seks ud af seks stjerner. Begrundelsen lød blandt andet:
"Der er få danske artister, der har stamina og selvtillid nok til at trække på prominente danske forfattere som Tom Kristensen og Karen Blixen. Og med rette. Men Soleima gør det særdeles overbevisende, når hun skildrer menneskets forfald fra Kristensens Hærværk og fiktionens uforgængelighed fra Blixens Den udødelige historie. Det kan lyde på grænsen til storhedsvanvid, men sangerens frygtløse tilgang til det grandiose skaber i stedet originale numre, der både bider fra sig og bider sig fast."
I weekenden optrådte Soleima på dette års Spot Festival, hvor hun ligeledes gjorde et stort indtryk på GAFFAs anmelder. Koncerten høstede fem stjerner og ordene:
"Soleima og hendes band leverede en koncert med fuld fart på fra start til slut. Det kunne have klædt lydbilledet, hvis der midt i sætlisten havde været et enkelt, mere intimt moment, som kunne have givet rum til eftertanke og løftet oplevelsen helt op til det magiske. Især hvis koncerten havde varet længere end de blot 35 minutter, som Spot-formatet tillader. Det ændrer dog ikke på, at det var en stærk koncert fyldt med kraft og musikalsk kvalitet."
Soleima kan opleves live til sommer, når hun indtager en række danske festivaler, herunder Nibe Festival, Smukfest og Roskilde Festival.
Billetter til turnéen kan købes her. Du kan se hvor hun kommer forbi nedenfor.
LÆS OGSÅ: Soleima på Spot Festival 2025