Den prisvindende rapper udforsker følelsen af angst på sin nye sang, der bygger på et ikonisk sample.
Den Grammy-vindende rapper Doechii har netop lanceret en nyindspilning af sin sang "Anxiety", der første gang blev udgivet som en del af hendes selvproducerede mixtape Coven Music Sessions fra 2019. Sangen har dog ikke tidligere haft en officiel udgivelse på streamingtjenester – før nu.
Læs også: Beabadoobee om at omfavne uperfektion: “Jeg synes, der er skønhed i det”
"Anxiety" udforsker Doechiis eget personlige forhold og kamp med angst med linjer som: "Anxiety / Keep on trying me / I feel it quietly / Tryna silence me." Sangen bygger på et sample af Gotyes sang "Somebody That I Used to Know", der hittede stort tilbage i 2011. Især på YouTube, hvor man kunne se den overmalede musiker Gotye sammen med Kimbra læne sig op af, og nærmest falde i ét med vægtapetet på musikvideoen.
Doechii vandt for nylig prisen for Best Rap Album ved Grammy-uddelingen for Alligator Bites Never Heal. I et interview med The Forty-Five fra november fortalte Doechii om sangene på Alligator Bites Never Heal: "Forholdet, jeg havde til sangene før, er det samme forhold, jeg har bevaret nu. De har altid været meget sårbare. De er meget personlige for mig. Projektet var inspireret af dagbogsnotater, så det er meget ærligt, meget sårbart." Ærligheden og sårbarheden er fortsat et stort tema på "Anxiety".
Ud over "Anxiety" har Doechii for nylig samarbejdet med Blackpink-stjernen Jennie på singlen "Extral", der blev beskrevet som "en futuristisk modekampagne i lydformat." Derudover udgav hun i 2024 singlerne "Nissan Altima" og "Boom Bap", som begge trak stor opmærksomhed på sociale medier.
Til sommer har du muligheden for at opleve Doechii, når hun gæster Roskilde Festival, hvor hun skal optræde på Orange Scene.
Hør "Anxiety" her.
LÆS OGSÅ: Alle taler om hende, men hvordan blev hun hiphoppens nye stjerne?