Nyhed

Fotoprojekt om ligestilling i musikbranchen bliver del af dansk kulturarv

Portrætterne af de 51 kvindelige musikere har fået status som en officiel del af den danske kulturarv, og de optages nu i Ragnarocks permanente samling.

Fotoprojektet 50/50, der sætter fokus på kønsuligheden i musikbranchen, er nu blevet en del af Danmarks officielle kulturarv. Billederne af de 51 kvindelige danske musikere, der deltog i fotoserien, er også blevet optaget som en del af Danmarks Rockmuseum Ragnarocks permanente samling. Optagelsen sker i samme uge, hvor Kvindernes kampdag finder sted.

Læs også: Et skridt i den rigtige retning: Sådan ser kønsbalancen ud på DR's radiokanaler

Projektet blev startet i 2019 af fotograferne Merle Mejlby og Christina "chris1million" Jensen og udspringer af den kønsmæssige skævvridning, der er i musikbranchen, hvor kvinder ofte er underrepræsenterede. Målet med fotoserien var at skabe et visuelt modsvar til forklaringen om, at ubalancen skyldes, at der ikke var nok kvindelige artister at vælge imellem, når der skulle bookes musikere på spillesteder, udvælges musik til radiostationerne eller underskrives nye kontrakter på pladeselskaberne.


Ifølge en pressemeddelelse fra Romu, der driver rockmuseet Ragnarock, er det netop denne problematik, der har gjort projektet værd at bevare for eftertiden. Resultatet blev en række portrætter af både etablerede og nye musikere som Alberte Winding, Caroline Henderson, Hanne Boel, Lydmor og Brimheim.

"Som kulturinstitution er det vores pligt at holde øje med nutidige fortællinger, der er så vigtige for kulturlivet, at de bør samles op og sikres for fremtidige generationer. Her taler 50/50 sit tydelige sprog både i portrætternes stærke visualitet og i måden at gå til emnet ligestilling på, som vi som museum ønsker at bakke op om," siger direktør for Romu, Morten Thomsen Højsgaard, om projektet.

Læs også: Musik og magt: "Hvorfor i alverden accepterer vi, at vi bruger så mange penge på en branche, der ikke magter at invitere kvinder ind?"


Fotograferne bag fotoserien ser optagelsen i den danske kulturarv som en vigtig anerkendelse:

"Det er fantastisk, at 50/50 nu lever videre til evig tid. Da vi begyndte, havde vi ingen anelse om, hvor det ville ende, og nu kan vi se tilbage på udstillinger i hele landet og et mærkat som dansk kulturarv. Det er vi meget stolte over," siger Christina Jensen.

Siden offentliggørelsen i 2022 har 50/50 været udstillet på Vega, Musikhuset i Aarhus og Værket i Randers. Billedserien er også udkommet i bogform. Fotoudstillingen er ifølge fotograferne lige så aktuel i dag, som da projektet påbegyndte i 2019.


"Vi må desværre konstatere, at der stadig er langt til ligestilling. Og vi ville sagtens kunne lave den samme type projekt i mange andre brancher i Danmark," lyder det fra Christina Jensen.

LÆS OGSÅ: Det skal du opleve på kvindernes internationale kampdag

ANNONCE