Nyhed

Fremadstormende skotsk producer annoncerer nyt album

Den NorthSide-aktuelle producer er snart klar med sit andet album og deler i den forbindelse en ny single.

Den skotske elektroniske musiker Barry Can’t Swim har offentliggjort sit kommende album Loner, der udkommer den 11. juli via Ninja Tunes. I forbindelse med annonceringen har han udgivet singlen "Different", som markerer den tredje singleudgivelse fra albummet.

Læs også: 25 større koncerter, vi glæder os til i 2025

Om albummet fortæller Barry Can’t Swim i en udtalelse gennem Ninja Tune: "Hvis mit første album var en collage af al den musik, jeg elskede og blev inspireret af, da jeg voksede op, så er dette album det mest autentiske udtryk, jeg kan give af mig selv og mit liv det seneste år."


Loner følger op på den anmelderroste debut When Will We Land? (2023), der sikrede ham en Brit Awards-nominering samt en nominering til Mercury Prize i 2024, der hvert år kårer det bedste britiske album. Med sin blanding af elektronisk musik og jazzede, organiske elementer er Barry Can’t Swim ved at skabe sig en position på den internationale elektroniske musikscene, hvor navne som Fred Again, Four Tet og Jamie xx også regerer.

I 2023 blev han kåret som "Breakthrough Producer" af det britiske elektroniske musik medie DJ Mag og har siden optrådt på nogle af verdens største festivaler, herunder Coachella og Glastonbury. Sidste år spillede han på Roskilde Festival, og i sommeren 2025 kan danske fans igen opleve ham på NorthSide Festival.

Den nye single "Different" er et energisk elektronisk nummer, der viser producerens evne til at balancere atmosfæriske lydlandskaber med dansable beats.


Loner udkommer den 11. juli, og singlen "Different" kan høres allerede nu.

LÆS OGSÅ: Interview JAMIE XX: Engang tømte jeg hele klubben, så de måtte lukke tidligere


ANNONCE