Den amerikanske rapper blev tilbageholdt, efter politiet fandt et skydevåben i hans bil.
Den amerikanske rapper Jay Rock, hvis borgerlige navn er Johnny Reed McKinzie, blev den 13. marts anholdt i Los Angeles. Ifølge mediet KABC skete anholdelsen, efter at politiet fandt et skydevåben i hans bil.
Læs også: Hvordan skal medierne håndtere Kanye West?
Ifølge Los Angeles Sheriff’s Department, som har bekræftet anholdelsen over for musikmediet Pitchfork, blev Jay Rock sigtet for besiddelse af et skydevåben. Ifølge Los Angeles Times kan sigtelsen, hvis rapperen bliver dømt skyldig i en retsag, straffes med op til tre års fængsel.
Ifølge KABC blev Jay Rock oprindeligt stoppet af politiet, da han angiveligt befandt sig ulovligt på et lejlighedskompleks i Watts-området i Los Angeles, samt for at drikke i offentligheden. Politiet påstår desuden, at rapperen forsøgte at flygte i sin bil, da betjentene forsøgte at tilbageholde ham uden at give en begrundelse. Under ransagningen af hans bil fandt betjentene angiveligt et skydevåben, hvilket førte til hans anholdelse.
Jay Rock, der er en del af pladeselskabet Top Dawg Entertainment, har været en markant figur på den amerikanske hiphopscene i flere år. Han fik sit gennembrud med albummet Follow Me Home i 2011 og har sidenhen udgivet flere anmelderroste projekter, herunder Redemption fra 2018. Sidstnævnte fik fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder, der beskrev albummet således:
"Den gloværdige og horngjaldende “Win” understreger konklusionen: Kom af vejen, for Jay Rock vinder her! Med Kendrick i baggrunden og en stak tsunami-beats er rapperen er i konstant udvikling og bliver fortsat bedre og bedre."
Jay Rock vandt desuden en Grammy for bedste rap performance i 2019 for sangen "King’s Dead" sammen med Kendrick Lamar, Future og James Blake.
Der er på nuværende tidspunkt ingen meldinger om, hvorvidt Jay Rock er blevet løsladt mod kaution. I skrivende stund har hverken Jay Rock, eller rapperens advokater udtalt sig offentligt om hændelsen.
LÆS OGSÅ: Jay Rock - En O.G. om livet, døden og SoMe