Hendes musikalske rejse får nu sin afslutning posthumt med fire nye sange.
Marianne Faithfulls sidste musikalske projekt ser nu dagens lys. Fire sange, som sangeren arbejdede på i det sidste år af sit liv, er blevet samlet på ep'en Burning Moonlight, der udkommer den 6. juni via Decca. Titlesangen kan høres allerede nu.
Læs også: Nekrolog: Marianne Faithfull er død
I en pressemeddelelse til blandt andet Pitchfork udtalte Marianne Faithfull, før hun gik bort i januar 2025, følgende om hendes sidste ep: "Det er et godt tidspunkt at se tilbage. Det hjælper mig med at huske alt det, jeg har gjort. Jeg kan ikke sige, at jeg er en specielt nostalgisk person, men jeg nyder denne periode med refleksion."
Ep'en blev skabt som en afslutning på Faithfulls musikalske rejse. Ifølge producer Andrew Batt var tanken at skabe en forbindelse mellem hendes debutalbum fra 1965, Marianne Faithfull, og hendes folkprægede Come My Way fra samme år. "Det var så usædvanligt at starte en karriere på den måde, så vi besluttede at føre musikken fuld cirkel," forklarede Batt i en pressemeddelelse.
Producerne Rob Ellis, Oscar Dunbar og Head har været med til at færdiggøre ep'en, og sidstnævnte har udtrykt glæde over, at Faithfull fandt styrken til at skrive og synge endnu en gang: "Da hun bad mig om at producere disse sange, var vi alle klar over, at hendes helbred gjorde det vanskeligt, men i sand Marianne-stil blev hun ved. Jeg synes, vi formåede at bevæge os i en ny retning igen – noget, hun altid forsøgte at udfordre sig selv til gennem sin lange karriere."
Læs også: Marianne Faithfull-interview – Opsang mod det kandiserede technohelvede
Faithfulls søn, Nicholas Dunbar, har givet sin godkendelse til udgivelsen, udtaler Pitchfork. "Mens vi sørger over tabet af Marianne, er vi glade for at kunne annoncere udgivelsen af disse sange, som hun arbejdede på i året op til sin død," udtalte han. "Marianne levede for at skabe og optræde med musik – det var hendes drivkraft, og hun stoppede aldrig. Helt indtil slutningen så hun frem til denne udgivelse, som nu fuldender og hylder hendes bemærkelsesværdige kunstneriske karriere."
Fra popikon til musikalsk genfødsel
Marianne Faithfull blev født i 1946 i London og brød igennem i 1964 med sangen "As Tears Go By", skrevet af blandt andet Mick Jagger, som hun også var kæreste med i slut-60'erne. Marianne Faithfull blev efterfølgende et popikon, men hendes karriere tog en brat drejning i 70'erne, hvor hun oplevede store personlige nedture. Efter et liv med afhængighed og hjemløshed genopstod hun musikalsk med albummet Broken English i 1979.
Faithfulls stemme var gennem årene blevet mere hæs, hvilket var med til at præge hendes musikalske udtryk mod en mere rå og elektronisk retning, i tråd med slut-70'ernes tidsånd. Broken English passede godt til tidens new wave-bevægelse, og med sange som "The Ballad of Lucy Jordan" og albummets titelnummer cementerede hun sit nye musikalske udtryk.
Læs også: Marianne Faithfull - Hjemløs og afskrevet, men kæmpede sig tilbage til toppen
Selvom hun fortsatte med at udgive musik og samarbejdede med store navne som Metallica og Nick Cave, forblev Broken English hendes store comeback og et af hendes mest anerkendte værker.
Faithfull sov stille ind den 30. januar i en alder af 78 år efter flere år med helbredsproblemer. Burning Moonlight udkommer den 6. juni via Decca, men titlesangen kan høres allerede nu.
LÆS OGSÅ: Undergrundsmusik og kvindekamp i Ukraine