Nyhed

The Smashing Pumpkins annoncerer ekstrakoncert

På grund af stor efterspørgsel og et udsolgt første show, har bandet nu tilføjet endnu en koncert.

Grundet stor efterspørgsel og en udsolgt første koncert, får flere fans nu mulighed for at opleve The Smashing Pumpkins karakteristiske blanding af rock, pop, metal, goth, psykedelisk og elektronisk musik. Bandet afslørede i februar, at de indtager det københavnske spillested den 18. august. Nu har de annonceret, at de spiller endnu en koncert i Store Vega, København den 19. august 2025. 

Læs også: POPULÆRT JOB: Så mange har søgt den ledige stilling som guitarist hos The Smashing Pumpkins

The Smashing Pumpkins blev dannet i 1988 i Chicago af Billy Corgan, der er bandets frontfigur. De udgav deres debutalbum Gish i 1991, som introducerede deres karakteristiske lyd. Men det var først med albummerne Siamese Dream (1993) og Mellon Collie and the Infinite Sadness (1995), at de for alvor satte deres præg på musiklandskabet op gennem 90'erne. 


The Smashing Pumpkins har solgt over 30 millioner album på verdensplan, og de kan skrive flere kultklassikere på cv'et. Senest udgav bandet albummet Aghori Mhori Mei (2024), som var det første album med deres nye guitarist Kiki Wong, siden Jeff Schroeder forlod bandet efter 16 års troskab. Wong blev valgt efter en lang ansøgningsproces, hvor bandet havde modtaget mere end 10.000 ansøgninger. 

Billetsalget starter den 14. marts kl. 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk.

Ifølge en pressemeddelelse vil det være muligt at købe pre-sale billetter for dem, som har skrevet sig på venteliste til koncerten den 18. august via direkte mail fra Ticketmaster. Meddelelsen understreger dog, at billetter ikke er garanteret.


LÆS OGSÅ: Nu har The Smashing Pumpkins fundet deres nye guitarist

ANNONCE