Nyhed

Tivoli afslører tre navne til Fredagsrock-programmet

De tre nye navne byder på både en dansk og svensk popstjerne samt en norsk-dansk hit-gruppe.

Tivoli har netop løftet sløret for tre navne, som skal skal indtage Plænen til årets Fredagsrock. De tre navne er Saint Clara, Veronica Maggio og Aqua.

Læs også: Fra DR til Tivoli: Hun skal udvælge fremtidens Fredagsrock-navne

Danske Saint Clara åbner ballet, når hun den 25. april spiller årets første Fredagsrock-koncert på Plænen i Tivoli. Som blot 15-årig sikrede hun sig sin første pladekontrakt, og i en alder af 17 år brød sangeren igennem lydmuren med singlen "Crazy", som hurtigt steg til tops. I februar udgav hun sin seneste ep Songs I Cry 2I Tivoli kan publikum, ifølge en pressemeddelelse, opleve både nye og gamle sange fra sangerens bagkatalog, fremført uden store armbevægelser, dansere eller pyroteknik - kun Saint Clara og band: 


"Det bliver helt nyt for mig at fremføre mine sange uden en kæmpe produktion, men med mere nærvær og nerve – og i disse omgivelser håber jeg, at publikum får en helt særlig og ny oplevelse sammen med mig. Dette koncertformat er nærmest skabt til min nye ep Songs I Cry 2. Jeg forventer, at det hele løfter sig til nye højder for alle i forlystelseshaven," udtaler Saint Clara i pressemeddelelsen.  

Den 20. juni kan publikum opleve den svenske popstjerne Veronica Maggio, når hun sammen med sit band indtager Fredagsrock. Musikeren er ofte blevet rost for sin sine liveoptrædener, og fans kan se frem til sange som "Välkommen in" og "Jeg kommer og Måndagsbarn". Maggio havde sin debut i 2006 med albummet Vatten och bröd. Siden har hun nydt stor succes med over en milliard streams på Spotify, hvilket gør hende til en af de største artister i Sverige. Om den kommende koncert udtaler Maggio:


"København! Det er ALT for længe siden! Sidst vi spillede i Tivoli, kom jeg vist nok til at snuppe et lille billede med fra backstage-området. Må lige se, om jeg kan finde det. I så fald tager jeg det med. Det bliver magisk at spille for jer igen!"

Derudover kan publikum opleve den dansk-norske popgruppe Aqua, når de den 4. juli indtager Plænen. Aqua har gæstet Tivoli flere gange, hvor de har skabt mindeværdige øjeblikke. I 2009 svævede Lene Nystrøm og René Dif over Plænen, hængende i en wire, mens de sang. Du kan se en video fra deres optræden her. Om den kommende koncert udtaler Aqua: 


"Der er noget helt særligt ved at spille i Tivoli. Der oser af historie og eventyr, og hver gang vi går på scenen, føles det næsten som at træde ind i en eventyr verden, hvor alt kan ske. Koncerterne i Tivoli har altid fungeret som en slags checkpoints i vores historie: Vi stod for eksempel på Plænen første gang i 1997 i forbindelse med vores debutalbum, derudover i 2000, da Aquarius udkom, og spillede der igen 2011, som en markering af vores tredje album Megalomania. Hvad koncerten i 2025 kommer til at betyde, er vi ikke klar over endnu, men vi kan med sige med sikkerhed, at den ikke kommer til at gå ubemærket hen, når vi lander i Tivoli!" 

Læs også: Rock Under Broen afslører stjernespækket musikprogram for 2025


Om dagens annoncering udtaler kulturdirektør, Frederik Wiedemann, i pressemeddelelsen:

"Det er en stor glæde, at Fredagsrock endnu en gang kan præsentere nogle af Danmarks mest populære kunstnere fra Saint Clara til Aqua sammen med internationale indslag som svenske Veronica Maggio og verdensstjernen Bryan Adams. Vi er i gang med at færdiggøre alle de rytmiske programmer, og ambitionen er, at der igen i år skal være noget for alle." 

Udover de tre netop annonceret kunstnere, besøger Bryan Adams også Tivoli til sommer. I januar afslørede Tivoli, at det canadiske ikon optræder på Plænen til Fredagsrock den 8. august og Lørdagshits den 9. august 2025. 


LÆS OGSÅ: Bryan Adams bringer Tivoli tilbage til '69 - hele to gange

ANNONCE