Et internationalt medie har udnævnt de bedste pladebutikker i hele verden - og på listen finder man to danske perler.
Mediet Financial Times har lavet en verdensomspændende liste over de 39 bedste pladebutikker på internationalt plan. Her har de udpeget både Sound Station på Frederiksberg og Ooh Aah Records på Nørrebro i København.
Læs også: Her er listen over udgivelser til Record Store Day 2025
"Indenfor finder du Danmarks mest veludstyrede pladebutik med et enormt udvalg af sjældne og samlerværdige plader," skriver det internationale medie om Sound Station og tilføjer: "Chancerne for at forlade 'stationen' uden noget på din liste er tæt på nul."
Sound Station fanger pladeentusiasternes opmærksomhed med sit dybblå neonskilt på et hjørne af Frederiksbergs Gammel Kongevej. På pladebutikkens hjemmeside kan man læse, at butikken blev etableret i 1991, og at den stræber efter "dybde, variation og interesse." Sound Station tilbyder et bredt spektrum af genrer, der spænder fra mainstream pop til musique concrete. Grundlæggeren og indehaveren, Jesper Hansen, udtaler:
"At der er nogen ude i verden, der lægger mærke til det arbejde, som vi myreflittigt udfører hver eneste dag og har gjort i næsten 35 år, er et klap på skulderen, der giver én lyst til at fortsætte," forklarer han til FrederiksbergLiv.
Jesper Hansen er ikke den eneste danske indehaver af en pladebutik i verdensklasse. På Nørrebros Ryesgade finder man Second Hand-pladebutikken Ooh Aah Records. Financial Times fremhæver, at butikken skiller sig ud ved at have en af de mest hjælpsomme ejere:
"Butikken skjuler sin kompakte størrelse på en boliggade og tilbyder Københavns bedste vinyloplevelse. Udvalget af plader er eklektisk, men har ikke til formål at være komplet. I stedet er Tim Rose en af de venligste og mest snakkesalige pladebutiksejere, og han tilbyder alt fra Kiss og Björk til verdensmusik og endda nogle vintage fodboldtrøjer," skriver det britiske medie.
På listen optræder pladebutikker fra storbyer som Paris, New York, London og Budapest. Se Financial Times liste over verdens bedste pladebutikker her.
LÆS OGSÅ: Ugens nye navn: Berg bryder gennem lydmuren og skaber succes på egen hånd