Nyhed

Tyvstart sommeren med koncerter under åben himmel - blandt andet med ikoniske hiphoppere

Med tre offentliggjorte navne, der byder på prominente danske hitmagere, er der lagt op til en fest for de mange tusinde inviterede.

Aarhus Volume inviterer til hele ni koncerter fordelt over tre dage i Kristi Himmelfartsferien, fra den 29. til den 31. maj 2025. Koncertrækken bærer navnet Beta, og de første tre gæster på scenen under broen er allerede offentliggjort. Her kan du opleve artister som Sivas, Soleima og Noah Carter.

Læs også: GUIDE: Ugens albumanmeldelser - en bred palette af musikalske oplevelser

"De her aftener bliver virkelig en demonstration af, hvad stedet kan: Vi kan åbne op og invitere flere tusinde mennesker med til sommerkoncerter af høj kvalitet, lige i hjertet af Aarhus – og så endda til billige penge," udtaler Albert Helmig, der er leder og booker i Aarhus Volume.


Koncertækken Beta vil blive et aarhusiansk samlingspunkt, hvor gæsterne kan nyde dansk musik og solen, fremgår det af pressemeddelelsen. Det fulde lineup bliver offentliggjort i løbet af næste uge, men koncertgængere kan allerede se frem til at opleve tre danske stjerner.

Sivas står blandt andet bag gigahittet "D.a.u.d.a." featuring Gilli, som har placeret ham på GAFFAs liste over de 25 mest ikoniske hiphopsange. Også sange som "Oui" og "Sidste timer" har sendt ham til toppen af hitlisterne, og med sit seneste femstjernede album Forza fra 2022 beviste han igen, at han er en af kongerne indenfor dansk hiphop.


Soleima har et nyt album lige på trapperne og udgiver allerede i næste uge, den 21. marts, første del af værket, betitlet Hærværk/Mesterværk. Hendes seneste albumudgivelse, Nationens skrammer, markerede et skift fra det engelske til det danske sprog. Albummet modtog fire ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder, der skrev, at albummet "er henvendt til et mindre, dansk publikum, men hendes talent for sangskrivning er kæmpestort." Med sin seneste singleudgivelse, "Sidste år", varslede hun endnu et skift, idet hendes lyd har fået et mere råt og rocket udtryk.

Noah Carter byder sammen med de to annoncerede artister sommeren velkommen og sætter et punktum for foråret med en koncert under Aarhus' Ringgadebro i slutningen af maj. Den danske stjernerapper får æren af at lukke Roskilde Festival, men hvis du ikke kan vente, kan du opleve ham til Aarhus Volumes Beta. Hans seneste album, Noahs ark fra 2024, var det syvende mest streamede album i Danmark sidste år, hvilket understreger hans høje placering i det danske musiklandskab.


Det er muligt at købe billet til én aften eller til alle tre. Læs mere om Aarhus Volumes koncertrække Beta og få adgang til billetsalget her.

LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN nærmer sig udsolgt – sikr dig din billet nu!


ANNONCE