Nyhed

14-dobbelte Grammy-vinder Emmylou Harris kommer til Danmark

Og det er sidste gang, du får mulighed for at opleve hende i Danmark.

Den legendariske country-artist Emmylou Harris kommer forbi Tønder Festival i 2026 som en del af hendes europæiske afskedsturné. Koncerten bliver den sidste, som Harris spiller i Danmark, inden hun lægger guitaren på hylden, skriver en pressemeddelelse. 

Læs også: Emmylou Harris & Rodney Crowell: Old Yellow Moon

Ifølge pressemeddelelsen kan publikum kan se frem til “en smuk aften fyldt med sange, historier, livsvisdom og den særlige klang, hun er gjort af.” Harris har siden sit gennembrud i 1970’erne vundet hele 14 Grammyer og arbejdet med artister som Bob Dylan, Dolly Parton, Neil Young og Daniel Lanois. Sidstnævnte er også på plakaten til næste års Tønder Festival, hvilket glæder festivalens kunstneriske leder, Maria Theessink.


“De to har arbejdet sammen ad flere omgange. Emmylou Harris’ album Wrecking Ball, som har 30 års jubilæum i år og som var med til at cementere hendes kunstneriske status, er for eksempel produceret af Daniel Lanois.”

Men det er ikke første gang, at country-stjernen gæster Tønder Festival. Tilbage i 2000 kunne man opleve Harris som hovednavn på festivalen, og det er en koncert, der stadig “står lyslevende” for Theessink: “Den koncert, hun spillede dengang, står stadig lyslevende for mig. Derfor er det kæmpestort at få lov at præsentere Emmylou Harris eksklusivt i Danmark på hendes europæiske afskedsturné.”

Emmylou Harris var senest albumaktuel for 10 år siden tilbage i 2015 med albummet The Traveling Kind sammen med Rodney Crowell. I 2013 udgav hun og Crowell albummet Old Yellow Moon, som fik fire stjerner af vores anmelder, og ifølge anmeldelsen “byder på et mere rendyrket country-udtryk.”


Billetter til Tønder Festival, som afholdes den 26.-29. august 2026, kan købes her

ANNONCE