Det gamle hit gik viralt på TikTok, og det har fået én af kunstnerne bag til at genskabe det.
I oktober gik "Turn the Lights Off” med Jon Nørgaard og Kato viralt på mediet TikTok. Jon Nørgaard har derfor valgt at genindspille og udgive det 15 år gamle dancehit, og han tager de nye kræfter i form af Jaxstyle og Justé med sig.
Læs også: Dansk 10'er-hit topper internationale hitlister efter viral trend på TikTok
"Min stemme har levet et liv siden dengang, og jeg har ikke sunget i flere år, men helt objektivt vil jeg sige, at denne version lyder bedre end min originale indspilning," siger Jon Nørgaard i en pressemeddelelse.
Jon Nørgaard har ikke udgivet musik siden albummet Flammer fra 2013.
Gamer og streamer Jaxstyle laver også musik, hvilket han selv mener er en karriere, der har ligget lidt stille den seneste tid: "Men i samarbejdet med Justė, Jon og ikke mindst Spinnin’ Records, har jeg fået enormt meget blod på tanden og genstarter nu den vej i min karriere, som jeg går all in på. At vi får mulighed for at cementere det med en officiel release på verdens største EDM-label og flere i fremtiden, er for vildt," udtaler han i pressemeddelelsen.
Også den litauiske sanger Justé er begejstret for både genindspilningen og det nye samarbejde, som i hendes optik er et drømmescenarie: "At 'Turn The Lights Off' er eksploderet i netop Østeuropa, hvor jeg selv kommer fra, gør det endnu mere specielt at være med på denne genindspilning, som jeg håber vil give sangen fornyet liv både i min hjemegns-region, men også kan bringe den ud til et nyt publikum i resten af verden."
Jaxstyle og Justé fejrer udgivelsen i Aalborgs 'Gaden' i aften den 7. november, hvor de besøger tre barer og afslutter aftenen med en optræden på den specialbygget scene, der er spændt ud mellem to bygninger og dermed hænger over 'Gaden'. Har du ikke mulighed for at kigge forbi, kan du streame det hele live via Jaxstyles Twitch-kanal.
Lyt til genindspilningen her:





