Nyhed

33 millioner til dansk musik: Statens Kunstfond støtter flere hundrede projekter i 2026

479 musikprojekter landet over får nu del i det store millionløft fra Statens Kunstfond.

Statens Kunstfond er klar med et økonomisk løft til musiklivet over hele landet, efter at projektstøtteudvalget for musik har uddelt i alt 33,3 millioner kroner til 479 musikprojekter i 2026. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Læs også: Dansk metal-legende på finansloven: Modtager livslang hæder fra Statens Kunstfond

Det er den sidste store uddeling i udvalgets fireårige periode, som afsluttes ved årsskiftet, og midlerne går til alt fra spirende talenter til etablerede festivaler og koncertforeninger. Blandt de støttede projekter finder man eksempelvis Total Hip Replacement, Uhørt Festival, Døtre, Smag På Dig Selv, Spor Festival og mange flere.


For udvalgsleder Rikke Øxner har arbejdet med at uddele projektstøtten været ”en kæmpe fornøjelse” og givet projektstøtteudvalget et indblik i den høje kunstneriske kvalitet, der findes over hele landet:

”Vi ser en stor idérigdom med spændende koncertformater i hele Danmark, både på festivaler og i koncertvirksomhed. Derved er de mange både nye og etablerede projekter med til at styrke musiklivet i Danmark.”

I perioden har udvalget haft et særligt fokus på at forenkle musikpuljerne, gøre ansøgningsvejledninger lettere at navigere i og reducere krav og kriterier. Et af tiltagene er den nye Musikerpulje, der afløser den tidligere pulje for orkestre, bands, kor og ensembler. Udvalget opfordrer det kommende hold til at fortsætte arbejdet med at gøre ansøgningsprocessen mere gennemskuelig.


I alt modtog udvalget 928 ansøgninger, hvor støtten fordelte sig på seks områder, fra amatørmusik og talentudvikling til festivaler, publikationer og anden musikformidling.

ANNONCE