Nyhed

Adele debuterer som skuespiller i ny Tom Ford-produktion

Hun har holdt en pause fra musikkens verden siden slutningen af 2024. Nu bliver hendes næste store projekt en filmdebut.

Adele springer for første gang ud som skuespiller på det store lærred. Den britiske stjerne er blevet castet i Tom Fords kommende film Cry to Heaven, oplyser mediet Pitchfork. I filmen får hun selskab af kæmpe stjerner som Nicholas Hoult, Aaron Taylor-Johnson og Colin Firth. Filmen forventes at få premiere i efteråret 2026.

Læs også: Adele planlægger en længere pause fra musikken

Cry to Heaven bygger på Anne Rices roman fra 1982 og foregår i 1700-tallets Italien. Historien kredser om en venetiansk adelsmand og en ung, kastratsanger fra Calabrien, der begge forsøger at skabe sig en karriere i operaverdenen. Musik spiller en central rolle i fortællingen, og det kan måske være en af grundene til casting-valget af Adele. Præcis hvilken rolle, hun får, er endnu ikke offentliggjort.


Filmen er ifølge mediet allerede i forproduktion i London og Rom, og optagelserne begynder efter planen midt i januar. Ford står både for instruktion, manuskript og produktion og vender dermed tilbage til filmens verden for første gang siden Nocturnal Animals i 2016.

Adele har holdt pause fra musikscenen efter afslutningen på sin Las Vegas-turné i slutningen af 2024. Sidste år rundede hun sin seneste albumæra 30 af med 100 shows i Las Vegas og en 10-koncertsturné i München. Nu bliver hendes næste store projekt altså en filmdebut.

ANNONCE