Man skal dog passe på med at bruge tjenesten, hvis man vil undgå at ende i retssager om rettighedskrænkelser.
AI-tjenesten Songscription, der automatisk laver noder ud fra lyd, har netop sikret sig fem millioner dollars for at videreudvikle teknologien og bygge en app, hvor brugere kan få noder til alle sange på ethvert instrument, skriver Digital Music News.
Læs også: Diddys tid bag tremmer er blevet forlænget
Tjenesten kan transskribere ét instrument ad gangen fra en lydfil, optagelse eller YouTube-link. Brugeren vælger selv toneart, taktart og hvilket instrument, noderne skal laves for. Investeringen blev ledt af Reach Capital, og andre investorer inkluderede Emerge Capital fra London, 10x Founders fra München og Dent Capital.
Med de nye midler vil Songscription udvide kataloget af de instrumenter, tjenesten understøtter, samt tilbyde flere formater for nodetranskribering. Lige nu kan brugerne vælge mellem klaver, bas, guitar, trompet, violin og fløjte, men planen er at inkludere flere instrumenter i fremtiden.
Processen er enkel: man uploader en fil eller linker til en sang, vælger instrument, taktart og toneart, og så genererer tjenesten automatisk noderne.
Der er dog krav til, hvad man må uploade. Som abonnent skal man bekræfte, at man har rettighederne til materialet. Samtidig giver man Songscription en bred licens til at bruge og offentliggøre indholdet samt skabe afledte værker uden betaling og på ubestemt tid. Brugeren accepterer også at dække eventuelle krav fra tredjepart, som måtte opstå i forbindelse med uploadet materiale.
Til træning af AI-modellen har Songscription ifølge Digital Music News brugt både public domain-materiale og samarbejder med kunstnere og musikfirmaer.





