Nyhed

Canada vil være med i Eurovision

Hvorvidt nationen får lov til at deltage er endnu uklart.

Det lyder måske som en feberdrøm, at Canada har planer om at deltage i den europæiske sangkonkurrence Eurovision. Men ifølge det føderale statsbudget, som blev offentliggjort i begyndelsen af november, er drømmen så reel, at der er afsat statspenge til at sikre Canada en plads i konkurrencen, skriver Digital Music News.

Læs også: EBU udsætter afstemning om Israels deltagelse i Eurovision

I marts besøgte den canadiske premierminister, Mark Carney, Frankrig og Storbritannien, hvor han ifølge Digital Music News kaldte sit hjemland for “det mest europæiske af de ikke-europæiske lande.” Premierministeren skulle efter sigende også have haft en finger med i spillet, hvad angår Canadas pludselige interesse for at stå side om side med de europæiske lande til Eurovision.


Om drømmen bliver til virkelighed, er dog endnu uklart. Direktør for Eurovision Song Contest, Martin Green, meddelte i en pressemeddelelse: "Samtalerne med CBC/Radio Canada er stadig på et meget tidligt stadium, og vi ser frem til at fortsætte vores drøftelser med dem.”

Hvis Canada får lov til at deltage i konkurrencen, vil det ikke være det eneste ikke-europæiske land, der synger med. Marokko, Israel og Australien er blandt rækken af ikke-europæiske lande, der deltager eller har deltaget i konkurrencen, da en deltagelse blot kræver, at man er medlem af European Broadcast Union (EBU), som er arrangør bag Eurovision. Det er altså ikke et krav, at landet skal være en del af det europæiske kontinent.

På trods af Canadas ønske om at deltage, er det ikke alle europæiske lande, der er lige begejstrede for Eurovision. Konkurrencen er nemlig blevet mødt af boykottrusler fra flere medlemslande, heriblandt Spanien, Irland, Slovenien, Island og Holland. Boykottruslerne udspringer af fortsat tvivl om, hvorvidt Israel får lov til at deltage i konkurrencen på trods af situationen i Gaza.

Den europæiske tv-union, EBU, skulle have besluttet, om Israel måtte deltage i Eurovision, til en afstemning i november, som dog blev udskudt i midten af oktober. “I lyset af de seneste udviklinger i Mellemøsten var EBU’s bestyrelse enige om, at der var et tydeligt behov for at organisere en åben diskussion ansigt til ansigt mellem medlemmerne om deltagelse i Eurovision Song Contest 2026,” udtaler EBU.


ANNONCE