Nyhed

Copenhell offentliggør 17 nye navne til plakaten

Festivalen tilføjer 17 nye navne til årets lineup, der tæller alt fra punklegender til progmetal og nørdkultur.

Copenhell kan i dag løfte sløret for endnu 17 navne til næste års festival. Blandt de nye tilføjelser finder man prominente acts som Tom Morello, Mastodon og Social Distortion, der alle indtager Refshaleøen til juni. Det fremgår af en pressemeddelelse fra festivalen.

Læs også: Jakob Stegelmann og Aarhus Symfoniorkester vender tilbage til Copenhell

Udover de tre nævnte artister tæller dagens offentliggørelse også navnene Bury Tomorrow, Paleface Swiss, Blood Fire Death, All Them Witches, Mammoth, Loathe, Dogma, (0), Slay Squad, Calva Louise, Lightchapter, Håndgemeng, Henret og Scimitar. Med tilføjelsen runder Copenhell 2026 nu i alt 71 bands på programmet – heriblandt allerede offentliggjorte navne som Iron Maiden, Volbeat, Twisted Sister og Alice Cooper.


Den tidligere Rage Against The Machine-guitarist, Tom Morello, vender tilbage til Copenhell, og forhåbentlig kan publikum opleve den "eksplosive gnist", der har resultereret "i nogle af den moderne musikhistories mest ikoniske riffs", skriver pressemeddelelsen. Samtidig kan publikum glæde sig til det amerikanske metalband Mastodon, der er kendt for deres progressive og atmosfæriske metal, mens Social Distortion repræsenterer den mere punkede og historiske side af rocken.

Sidste gang, Tom Morello gæstede Copenhell, var tilbage i 2024 med en koncert, der fik fire stjerner af GAFFAs anmelder, som skrev: "Fornemmelsen af, at jeg-mente-det-ikke helt-alligevel sneg sig umærkeligt ind. Det betød, at hvor Tom Morello stod med materialet til en uforglemmelig koncert, så risikerede han at i stedet forme den kollektive hukommelse som en si, hvor så meget andet på de storslåede dage kan passere, mens kun de helt store oplevelser sætter sig fast. Tom Morello kom desværre ikke i den kategori."

Læs også: Riffmester Tom Morello med swing – men ikke nok


Billetter kan købes via Ticketmaster, hvor både éndags- og partoutbilletter er i salg.

ANNONCE