Kommunalvalget 2025 udløste noget af et drama i Helsingør, der i sidste ende gav Benedikte Kiær borgmesterposten igen. Læs her, hvad hun siger om kulturlivet i den nordsjællandske by.
Først så det ud til at socialdemokratiske Thomas Horn skulle overtage det kommunale styre i Helsingør, men efter opdagelsen af nogle fejlplacerede stemmer og en genoptælling af hele kommunen, var det alligevel Benedikte Kiær fra Det Konservative Folkeparti, der skulle fortsætte på borgmesterpinden.
Læs også: Det mener Køges nye Venstre-borgmester om kulturlivet
Før valget talte vi med hende om hendes kulturpolitiske holdninger. Her formidlede hun blandt andet det synspunkt, at Helsingør burde have flere kulturtilbud, hvor brugerne selv bestemmer, så de selv kan være med til at præge fællesskabet.
- Kulturhusene rundt omkring er et godt eksempel. I Helsingør har vi for eksempel Elværket, som er guld værd – ikke mindst for en masse unge, der samles om musik i alle mulige retninger, fortalte hun til GAFFA.
For Benedikte Kiær er musikken en vigtig udtryksform, der ”appellerer til alle, og som rummer muligheder for, at alle kan deltage."
- Tænk bare på alsang eller på sangen i kirkerne landet over, sagde hun.
Blandt andet derfor vil hun også skrue op for engagementet i børns dannelse og hjælpe dem med at åbne deres øjne for kulturens verden. Og det vil hun arbejde for, at kommunen spiller en rolle i:
- Helsingør har vi åbnet videre muligheder i forhold til både scenekunst, billedkunst og musik. Det er vigtigt, uanset om det handler mest om fællesskabet omkring kulturtilbuddene eller egentlig talentudvikling, sagde hun.




