Nyhed

Det mener Sønderborgs genvalgte borgmester om kulturlivet

Læs her, hvad borgmesteren siger om kulturen i den sønderjyske kommune.

Der blev ikke til de store overraskelser ved kommunalvalget 2025 i Sønderborg Kommune. Socialdemokratiet fik igen flest mandater, 13 styks, og Erik Lauritzen, der har været borgmester siden 2013, blev genvalgt med 5.428 personlige stemmer.

Læs også: Ny analyse: ”Kulturområdet i Sønderjylland har det godt”

Tilbage i juli talte han med GAFFA om, hvad han mener om musikkens rolle i Sønderborg. Og her fortalte han blandt andet, at han gerne vil ”give plads til flere koncerter og arrangementer” med lokale kunstnere, men at kommunen samtidigt skal ”tænke anderledes”.


- Jeg ser gerne flere arrangementer, der kombinerer musik, kunst og interaktive oplevelser, som kan tiltrække et bredt publikum. Det kræver samarbejde og partnerskaber på tværs af brancher, hvis der skal skabes noget nyt, fortæller han og tilføjer, at der ikke er noget indenfor kulturlivet, som skal nedprioriteres.

Erik Lauritzen nævnte også, at han ønsker at fortsætte kommunens arbejde med børn og unges talentudvikling:

- Der er en velfungerende kommunal musikskole, som sikrer, at børn og unge har adgang til kvalificeret undervisning og ressourcer i hele kommunen. Overbygningen på det er MGK (Musikalsk Grundkursus), som tilbyder unge musikere en platform til at udvikle deres talent og forberede sig på en professionel karriere inden for musik.


ANNONCE