På nuværende tidspunkt har han allerede afholdt 30 workshops.
DJ’ing, Fatboy Slim og mentalt helbred. Det er måske ikke lige umiddelbart en kombination, man havde set for sig – men den findes altså, og konceptet har netop modtaget en pris, skriver BBC.
Læs også: Fatboy Slim: "Jeg har mistet min passion for at lave musik"
Fatboy Slim, med det borgerlige navn Norman Cook, har sammen med Sussex Partnership NHS Foundation Trust og velgørenhedsorganisationen Heads On været involveret i initiativet, der over de seneste måneder har afholdt mere end 30 DJ-workshops, der skal forbedre deltagernes mentale helbred.
Deltagere i forløbet inkluderer mennesker med blandt andet skizofreni, personlighedsforstyrrelser, spiseforstyrrelser og bipolar lidelse, og Fatboy Slim bidrager personligt til finansieringen.
Fredag modtog projektet altså en såkaldt Gold Award ved Sussex Partnership Trust Positive Practice Awards. Selv deltog Fatboy Slim ikke i prisuddelingen, men projektets ophavsperson Nathalie Rowlands, der tog imod prisen, var begejstret for anerkendelsen: ”Denne anerkendelse betyder en hel del, ikke bare for mig, men for alle involverede, inklusiv Norman Cook”.





