Den britiske kunstner får selskab af flere andre musikere i duoens første spillefilm.
FKA twigs kan snart opleves på det store lærred, når den amerikanske darkwave-duo Boy Harsher debuterer som filminstruktører med gyserfilmen The Lonely Woman. Det oplyser Pitchfork, der også meddeler, at filmen får et markant musikalsk cast.
Læs også: Adele debuterer som skuespiller i ny Tom Ford-produktion
Udover FKA Twigs tæller rollelisten ifølge mediet også Sturgill Simpson, Bonnie 'Prince' Billy, Chloë Sevigny og Jake Weary. Boy Harsher består af vokalisten Jae Matthews og produceren Augustus Muller. De har tidligere leveret musik til kortfilmen The Runner, men The Lonely Woman markerer deres første spillefilm som instruktører.
Filmen beskrives som en mørk, sanselig og atmosfærisk horror-thriller, hvor Boy Harsher ikke bare står bag manuskript og instruktion, men også komponerer filmens score. Handlingen centrerer sig ifølge mediet om en kvinde, der stadig er mærket af sin første kærestes død. Da endnu en person forsvinder i det lille lokalsamfund, trækkes hun ind i et altoverskyggende mareridt.
For FKA Twigs kommer filmprojektet i kølvandet på hendes nye album EUSEXUA Afterglow – en udvidet og nyfortolket version af hendes januarudgivelse EUSEXUA, som modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder.
Lyt til EUSEXUA Afterglow her:





