Den danske sanger og sangskriver drager på efterårsturné i det nye år.
I efteråret 2026 drager Freja Kirk på turné med sit kommende album Hey Freja, der udkommer den 28. november.
Læs også: Freja Kirk udgiver nyt album – på dansk
Turnéen ved navn Hey Freja indtager scener landet over og bliver skudt i gang den 10. oktober i DR's Koncerthus. Om turnéannonceringen siger Freja Kirk: "Jeg er så spændt! Det er min første tour med alle mine danske sange, og det bliver noget helt specielt."
Sangeren har også delt nyheden i et opslag på Instagram, hvortil hun skriver: "Min første tour på dansk - I aner ik hvor meget det betyder for mig."
Se opslaget nedenfor. Artiklen fortsætter efter opslaget.
Annonceringen kommer lige inden udgivelsen af Freja Kirks nye album Hey Freja. Albummet markerer et nyt kapitel for sangeren, da det er hendes første dansksprogede album.
Den danske artist fik ros af GAFFAs anmelder, da hun indtog den lille Slotskirke under Smukfest i sommer. Koncerten fik fem stjerner, og vores anmelder skrev: "Overordnet set en pragtpræstation af Freja Kirk, der tør minde os om, at nedturene og sårbarhed er en del af livet, og det er okay."
Billetsalget til Hey Freja-turnéen åbnede i går og billetter kan købes hos allthingslive.dk.





