GAFFA Photo Awards 2025 har kåret årets stærkeste musikøjeblikke. Se dem alle og få historien bag årets stærkeste musikøjeblikke.
GAFFA Photo Awards fandt sted torsdag den 27. november på RAGNAROCK i Roskilde, hvor årets stærkeste musikøjeblikke blev kåret. Efter tusindvis af stemmer og en intensiv juryvurdering er årets vindere nu fundet.
Årets Nordiske Musikfoto
Fotograf: Pao Duell

Fotografen fortæller: – Vi ser Håkan Hellström ved hans koncert på Ullevi stadion i Göteborg i sommeren 2025. Han er ude på catwalken under en sang, han danser og bevæger sig en del rundt under koncerterne.
Her er han i en slags mellemposition og bevæger sig til den musik, bandet spiller. Han løfter derefter sin stok og vender sig mod den enorme menneskemængde bag sig med sin mobils lys tændt. Det er næsten som om, han dirigerer publikum og lysene bag sig.
Årets Musikfoto
Fotograf: Kim Matthäi Leland

Fotografen fortæller: – Sangeren Annika åbnede Orange Scene på Roskilde Festival, og jeg dækkede koncerten som fotograf for festivalen og billedbureauet Gonzales Photo.
Annika var på ret kort tid gået fra at være relativt ukendt til at få lov at åbne Orange Scene – en milepæl i hendes karriere. Der var et tydeligt bånd og en stor kærlighed mellem hende og hendes publikum – på billedet føles det nærmest som om, hun velsigner sine fans.
Det her er et eksempel på, hvordan et godt samarbejde mellem fotografen og bandets management kan bære frugt.
Alt for ofte bliver der lagt restriktioner ned over koncertfotografer. For eksempel er det desværre blevet almindeligt, at fotograferne henvises til at stå ved "front of house", dvs. ved lys/lyd-pulten langt væk fra scenen – og det giver ikke særlig gode billeder.
Men her var Annikas management United Stage meget samarbejdsvillige og lod mig stå helt inde på scenen, skjult bag scenografien. Det gav en unik mulighed for at få et billede, i det øjeblik Annika kom ind til sit livs koncert.
Årets Live
Fotograf: Jens Raadal

Fotografen fortæller: – Billedet er taget ved Flaming Lips-koncerten i Vega 8. juni i år. Her spillede de deres 2002-album Yoshimi Battles the Pink Robots i sin helhed, og som sædvanlig var forsanger Wayne Coyne ude blandt publikum i sin karakteristiske boble.
Årets Portræt
Fotograf: Benny Meincke Rasmussen

Fotografen fortæller: – Det er selveste Chief 1. Efter vi havde skudt billeder af ham og den skønne hårrejsende Thomas Buttenschøn til promotion af deres kommende sommertour 2026.
Lars, som han også hedder, havde tidligere sat hjerteballoner op til at overraske sin kæreste med, så vi greb ballonerne og fik skudt ham i et opløftet øjeblik. Det er taget i sommer.
Årets Feature
Fotograf: Anna Borgkvist

Fotografen fortæller: – Denne fotoserie viser en dag med Lis Sørensen, mens hun forberedte sig på at spille på Det Kongelige Teater. Det begyndte med lydprøven, med kun hende og hendes band i deres egen verden. Det fortsatte med nogle øjeblikke, hvor hun blev filmet til en kommende TV2-dokumentar, mens hun fik ordnet hår og makeup og talte om sin lange karriere og de ting, hun havde opnået.
Vi gik videre til om aftenen, få minutter før showet begyndte, hvor jeg kom forbi hende stående alene i mørket, med kun et blødt blåt lys omkring sig, og hvor hun fik et øjeblik for sig selv til at trække vejret og blive klar mentalt. Dagen sluttede med hende foran et fyldt teater med lysene tændt, omringet af kærlighed fra publikum.
Se hele featureserien her: Features
Årets Publikum
Fotograf: Stefan Bruse Thor Straten

Fotografen fortæller: – Billedet er taget på Copenhell under In Flames’ koncert ved Hades-scenen. Jeg crowdsurfer med kameraet i hånden – omgivet af publikum foran scenen.
Midt under In Flames’ intense koncert blev jeg hevet med af et par unge gutter, der mente, jeg skulle crowdsurfe. Jeg nåede kun lige at overveje, om det var en god idé, før jeg pludselig lå på ryggen og blev båret frem af hænderne under mig. Med kameraet i den ene hånd fangede jeg menneskehavet foran Hades – et af de øjeblikke, hvor lyd, kaos, adrenalin og fællesskab smelter sammen.




