Nyhed

Giveon annoncerer koncert i Danmark

Det bliver sangerens første koncert i Europa siden 2023.

Den amerikanske artist Giveon indtager K.B. Hallen den 10. marts 2026, når han tager sin turné Dear Beloved, The Tour med rundt i Europa. 

Læs også: Koncertaktuelle Givēons liv har taget en drejning: Hans mor lærte ham en særlig lektion

Sangeren har netop afsluttet sin Nordamerikanske turné, hvor hans sidste koncert var i et udsolgt Madison Square Garden. Nu er han klar til at vende snuden mod Europa, hvor han ikke har spillet siden 2023 på sin Give or Take Tour


Giveon slog igennem, da han medvirkede på Drakes "Chicago Freestyle" tilbage i 2020 og har efterfølgende arbejdet sammen med Justin Bieber på sangen "Peaches". Selv har r&b-sangeren leveret hits som "Heartbreak Anniversary" og "Like I Want You". Senest udgav han i juli albummet Beloved, der fik fuld plade i form af seks stjerner af GAFFAs anmelder.

"Hvis du har gået og ventet på et stærkt r&b-album, eller bare vil vide, hvad genren har at byde på lige nu, så er Beloved albummet for dig. Her får du en fantastisk produktion - men ikke for poleret - en stemme, så blød som en sommerbrise, samt tekster, der rammer virkelig dybt," skrev vores anmelder blandt andet om albummet.

Billetsalget starter fredag den 14. november klokken 9.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk.


Varm op med Giveon her:

ANNONCE