Nyhed

Lady Gaga om A Star Is Born-optagelser: "Jeg var helt ødelagt"

Verdensstjernen måtte blandt andet aflyse sin turné i samme periode.

I et nyt interview med Rolling Stone, åbner Lady Gaga op omkring, hvordan hun kæmpede med mentale helbredsproblemer under optagelserne af filmsuccesen A Star Is Born. Det skriver NME.

Læs også: Lady Gaga er med i The Devil Wears Prada 2

Til Rolling Stone fortæller verdensstjernen, hvordan hun, mens hun optog A Star Is Born, også udgav albummet Joanne, men måtte aflyse sin udgivelsesturné, fordi hun var ”helt ødelagt”. Det betød også, at Gaga måtte klare filmoptagelserne, mens hun tog lithium – et medikament, der bruges til at behandle alvorlige lidelser som manisk depression og bipolar sindslidelse.


”Der var en dag, hvor min søster sagde til mig: ’Jeg ser ikke min søster mere.’ Og jeg aflyste min turné,” fortæller Gaga i interviewet og fortsætter:

”Der var en dag, hvor jeg skulle på hospitalet for psykiatrisk hjælp. Jeg blev nødt til at tage en pause. Jeg kunne ikke noget. Jeg var helt ødelagt. Det var meget skræmmende.”

Lady Gaga kom dog ud på den anden side af den hårde periode, blandt andet med hjælp fra sin forlovede, Michael Polansky. I interviewet fortæller hun også, at hun i dag er ”en sund, hel person”.


Og der er nok mange fans, der er glade for, at Gaga kæmpede sig igennem sine mentale helbredsudfordringer og fortsatte med at turnere og udgive musik. Lige nu er hun nemlig en af de helt store favoritter til Grammy-uddelingerne i 2026, hvor hun er nomineret til hele syv priser. Det er albummet Mayhem fra marts 2025, der har sikret hende en plads i Grammy-feltet, som vores anmelder gav den fire ud af seks stjerner med ordene: "Alt i alt er Lady Gaga et monster igen – på flere planer, og det klæder hende."

ANNONCE