Nyhed

Mere end 100.000 personer vil erstatte Bad Bunny til Super Bowl

En massiv online-kampagne forsøger at få NFL til at udskifte den latinamerikanske superstjerne Bad Bunny med en countrysanger.

Ikke alle er begejstrede for, at Bad Bunny er blevet udpeget til at stå for næste års Super Bowl halftimeshow, og valget har mødt kritik både fra højreorienterede politikere, sportsstjerner og fodboldfans. Nu har en underskriftsindsamling med over 100.000 underskrifter sluttet sig til kritikstormen, skriver Digital Music News.

Læs også: Over 48.000 kræver, at ICE bliver væk fra årets Super Bowl

På hjemmesiden Change.org har underskriftsindsamlingen samlet støtte til at udskifte Bad Bunny med countrystjernen George Strait til Super Bowl 2026.


Ifølge initiativtageren, Kar Shell, bør Super Bowl-showet “holde politik ude af underholdningen” og i stedet hylde amerikanske musiktraditioner som country. I teksten til underskriftsindsamlingen står der desuden, at Bad Bunnys “dragoptrædener og -stil er det modsatte af, hvad familier forventer på sportens største scene.”

Kritikstormen
Kritikken af Bad Bunny drejer sig i høj grad, om de udtalelser den puertoricanske stjerne lavede i forbindelse med sine shows i Puerto Rico. Her nævnte han, at han ikke ville optræde i USA af frygt for, at den amerikanske immigrationsmyndighed ICE ville lave razziaer i mod hans fans.

Læs også: Spotify kritiseres for ICE-reklame - og forsvarer annoncen


Dette fik blandt andet Corey Lewandowski, Det Hvide Hus’ rådgiver, til at lange ud efter NFL og deres beslutning med ordene: ”Det er så skammeligt, at de har besluttet at vælge en, som tilsyneladende hader Amerika så meget, til at repræsentere dem ved halvlegsshows.”

Desuden har bevægelsen Turning Point USA meddelt, at de vil afholde et alternativt show til Super Bowl, der kun skal gøre brug af engelsksproget musik.

NFL har dog været ude og forsvare valget af Bad Bunny, som de kaldte "nøje gennemtænkt"


ANNONCE