Europa-turnéen er ikke de eneste shows, den danske artist har i sigte.
MØ har netop aflyst alle sine tilbageværende 2025-shows på sin igangværende Europa-turné af helbredsmæssige årsager. Det oplyser sangeren i en story på Instagram, der bliver slettet efter 24 timer.
Læs også: Elias Rønnenfelt i hedt kys med Hollywood-stjerne i ny musikvideo
Den danske stjerne er i øjeblikket på Europa-turné og skulle have spillet koncerter i europæiske storbyer som Lisabon, Barcelona og Milano.
"Det er med tungt hjerte, jeg må meddele, at jeg aflyser alle resterende shows på min europæiske turné i 2025," indleder MØ sin Instagram-story og forstætter: "Jeg gik ind til den her turné med et håb om at tage det dag for dag, men efter at have konsulteret med mine læger og mit team er det blevet klart, at jeg har brug for at tage et ægte skridt tilbage og fokusere på mit helbred."
Hun understreger, at beslutningen bestemt ikke har været let, og at det "at optræde for jer betyder alverden for mig," men, at hun samtidig har brug for hvile, tid og ro for at kunne vende tilbage til scenen.
MØ skal også spille en række koncerter i Nordamerika med første koncert i Washington D.C. den 15. januar, hvilket hun som udgangspunkt ikke kommer til at aflyse. "Lige nu fortsætter alle turnédatoer i 2026 som planlagt, indtil der kommer yderligere opdateringer," skriver hun.
Hun afslutter teksten med at takke sine følgere og fans for deres "kærlighed, tålmodighed og forståelse," og understreger, at hun ikke kan "vente med at være tilbage sammen med jer (dem, red.) snart."





