Albummet markerer den første fuldlængdeudgivelse mellem de to hiphop-legender, der har teaset projektet siden sidste år.
Hiphop-legenderne Nas og DJ Premier har nu officielt annonceret deres længeventede fællesalbum Light-Years, som udkommer den 12. december via Mass Appeal, skriver Pitchfork.
Læs også: Her er de 25 mest ikoniske internationale hiphopsange
Ifølge Pitchfork har Nas og DJ Premier samarbejdet gennem størstedelen af deres karrierer – helt tilbage til det ikoniske debutalbum Illmatic fra 1994. De to artister udgav i 2024 singlen "Define My Name", der kickstartede spekulationerne om et fællesalbum.
Nas’ seneste studiealbum Magic 3 udkom i september 2023, mens DJ Premier i år har stået bag samarbejder med artisterne Roc Marciano og Ransom. I 2024 kunne det føromtalte Nas-album Illmatic fejre 30-års jubilæum, og det blev markeret med en verdensomspændende turné, der blandt andet tog ham forbi K.B. Hallen i København. Vores anmelder kvitterede med fem stjerner for showet og skrev:
"Illmatic står tilbage som et bevis på det uendelige potentiale hiphoppen indeholder. 30 år efter dufter den stadig af New Yorks subway, graffiti, kriminalitet og eventyr. Det var en ganske særlig oplevelse, at få lov at fejre fødselsdagen med Nas."
Læs også: Nas og "Illmatic" er stadig vildt magisk
Mens du venter på det kommende fællesalbum, kan du varme op med Illmatic her:





