Nyhed

Nick Cave-udstilling vender tilbage i 3D

Det Kgl. Biblioteks Nick Cave-udstilling fra 2020 er nu tilbage som en interaktiv og virtuel 3D-oplevelse.

I 2020 præsenterede Det Kgl. Bibliotek Nick Cave-udstillingen Stranger Than Kindness: The Nick Cave Exhibition, der bød på både installationer, "soundscapes" komponeret af mørkemanden selv såvel som 300 objekter fra den australske goth-gurus egen samling. Nu vender udstillingen tilbage som en interaktiv og virtuel 3D-oplevelse - og med Nick Cave som audioguide, lyder det i en pressemeddelelse.

Læs også: Ny dokumentar går bag sløret på Nick Cave – med store gæstestjerner

Online besøgende får nu adgang til udstilling via et såkaldt ”ultra-high-resolution 3D scan” af den originale fysiske udstilling, hvor man kan interagere med udstillingens kunstneriske installationer, lyd og video. Dertil deler Nick Cave selv sine refleksioner over udstilling i form af lydoptagelser af en samtale mellem Nick Cave og Det Kgl. Biblioteks udstillingsansvarlige, Christina Back, der blev lavet tidligere i år.


"Caves evne til at fortælle historier, også i det rumlige format, er helt unik - og hans bidrag og engagement har været utrolig generøst. Vi er glade for, at udstillingen nu findes i et digitalt format, så endnu flere får mulighed for at gå på opdagelse i Nick Caves kreative verden,” fortæller Christina Back.

Også Søren Bitsch Christensen, vicedirektør hos Det Kgl. Bibliotek, er begejstret for, at udstillingen har fået nyt liv efter den corona-prægede åbning tilbage i 2020, der gjorde, at udstilling blandt andet måtte lukke i foråret 2020 og måtte genåbne i foråret 2021:

"Udstillingen med Nick Cave i 2020 står stadig lyslevende for de mange besøgende, der lagde vejen forbi Den Sorte Diamant. Men selv minder kan blegne, og ikke alle kunne se udstillingen midt i en coronatid. Derfor er det en glæde, at udstillingen på denne måde kan leve videre og være tilgængelig for publikum overalt.”


En glad GAFFA-reporter
GAFFA roste også udstillingen, da en af vores skribenter var inde og se udstillingen tilbage i 2020.

”Det er en meget smuk sammenfatning af en enestående udstilling, hvor man blandt andet har mulighed for at fordybe sig i håndskrevne tekstskitser, collager og besøge Caves arbejdsværelser,” lød det i en reportage, der konkluderede at udstillingen var ”dybt betagende, og hermed varmt anbefalet.”

ANNONCE