Nyhed

NorthSide offentliggør ni nye navne – heriblandt Idles og Tobias Rahim

Britiske post-punkhelte og et dansk popfænomen topper den nyeste tilføjelse til NorthSides 2026-program.

NorthSide kan i dag udvide programmet for 2026 og præsentere en ny pulje af artister med britiske Idles og danske Tobias Rahim som hovednavne.

Læs også: NorthSide tilføjer seks nye navne til programmet – rockikon og grime-legende blandt hovednavnene

Ud over Idles og Tobias Rahim tæller dagens offentliggørelse Viagra Boys, Jonah Blacksmith, Ashes of Billy, Elias Rønnefelt, Rigmor, Østen og amerikanske Skullcrusher. Det fremgår af en pressemeddelelse, hvor festivalen fremhæver kombinationen af internationale navne, stærke danske profiler og upcoming navne.


Tobias Rahim, som nu kan gøre sig klar til den aarhusianske festival, har på få år cementeret sig som en af Danmarks største popstemmer med hits som "Stor mand", "Mucki bar" og "Bellevue". Sangeren var sidst på Northside i 2023 og har siden da udgivet blandt andet pladen Vulkanø, der fik tre stjerner af GAFFAs anmelder.

Idles beskrives i pressemeddelelsen som "et af de mest vitale og kompromisløse bands i britisk musik", kendt for deres energiske liveoptrædener og eksplosive post-punklyd. Sidste gang, man kunne opleve Idles i Danmark, var tilbage i 2024, hvor den britiske gruppe gæstede K.B Hallen. Her høstede bandet fem stjerner hos GAFFAs anmelder, der fulgte op med opfordringen: "Hvis man ikke har oplevet Bristol-bandet flå sjælen ud af kroppen på en scene endnu, så er dette en opfordring til at overvære en af de mest sindsoprivende rock- og punk-maskiner til dato."

Læs også: Idles blæste taget af den genopbyggede KB Hal – med overraskende coversang


Billetsalget til NorthSide 2026 er i gang, og billetter kan findes på northside.dk/billetter. Det samlede program tæller nu blandt andre Aphaca, Jack White, Thomas Helmig og Skepta.

ANNONCE