Nyhed

Ny 100 procent kvindedrevet festival vil gøre op med en mandsdomineret branche

Festivalen skal sætte fokus på kvinder og non-binære i musikbranchen - men det er ikke kun musikerne og artisterne, der er i fokus.

Den to år gamle organisation, Female Force, afholder deres første festival den 21.-22. november på Turkis i Aarhus, og den er intet mindre end 100 procent kvindedrevet. To af ildsjælene bag projektet er Valentina, som kommer fra Argentina, og Diana fra Colombia. Med Female Force ønsker kvinderne at gøre op med musikbranchens mandsdominerede kønsroller og skabe et rum, hvor kvinder kan støtte og styrke hinanden i branchen.

Læs også: Ny rapport: Mænd dominerer stadig musikbranchen

Ideen kom, da Valentina for tre år siden kom til Danmark og hverken kunne dansk eller engelsk. Hun har tidligere arbejdet i kulturministeriet i Argentina, hvor hun forsøgte at skabe events og festivaler med kvinder i fokus, men i et land som Argentina var det mere end bare udfordrende.


- Det er virkelig svært i Argentina at lave projekter, der støtter kvinder i musikindustrien. Så da jeg kom hertil, tænkte jeg, at det ville blive lettere at lave projektet, men fordi jeg hverken talte dansk eller engelsk, så ville jeg starte med at lave et internationalt community, forklarer hun til GAFFA. 

Valentina beskriver, hvordan Female Force skal være en kollaboration fremfor en forretning. Hun har et ønske om at lave et kollektiv, hvor man støtter hinanden og skaber et stærkt fundament for kvinder i musikbranchen.

Et ønske om at gøre op med en mandsdomineret branche
En ny rapport fra Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling, med tal fra 2024, viser, at musikbranchen stadig på langt de fleste poster er mandsdomineret. En tilstand, som Diana og Valentina ønsker at gøre op med.


- Vi ønsker at vise resten af industrien, at vi er vigtige. Det er virkelig vigtig, at vi får alle de små communities til at stå sammen, forklarer Valentina, hvorefter Diana uddyber:

- Konceptet for festivalen relaterer sig til den manglende synlighed af kvinder i branchen. Og det er ikke, fordi vi ikke eksisterer, men måske bliver vi bare nødt til at skabe et fællesskab, hvor vi gør det muligt for kvinder at blive set. Det gik op for os, at vi selv blev nødt til at lave det.

Men Diana og Valentina understreger også, hvor heldige de har været med at komme ind under vingerne hos spillestedet Turkis, hvor de er blevet mødt af forståelse og en velvillighed omkring projektet.


- Den åbenhed for projektet og nysgerrighed, vi blev mødt med fra Turkis, var helt sikkert et af triggerpunkterne, der gjorde det muligt for os at søsætte Female Force, fortæller Diana og forklarer, at festivalen dog stadig skal ses som et pilotprojekt.

Festivaler frygter stærke holdninger
Kvinderne ser en generel trend blandt festivaler i år, hvor ingen rigtig ønsker at påtage sig stærke holdninger og hellere vil holde sig neutrale, hvilket kun har været med til at bidrage til Diana og Valentinas kampgejst.

- Vi var meget åbne omkring konceptet fra start, så folk vidste, hvad festivalens outcome ville være. Men vi var også særlig åbne omkring, at vi vil sætte fokus på non-binære. Det var et mål fra starten, siger Diana.


Diana og Valentina ser projekter som det første spadestik i retning mod at skabe mere inklusion i musikbranchen. Dog er de også klar over, at nogle måske netop ville mene, at en festival, der er 100 procent kvindedrevet, taler imod den diversitet, de ønsker at se i musikbranchen.

- Det er vigtigt at huske, at det her kun er et enkeltstående initiativ og én festival blandt rigtig mange. Men det, vi er interesserede i, er at vise, at det her er muligt, forklarer Diana, hvorefter Valentina uddyber: 

- Det er ikke kun vigtigt at vise, at der er nok kvindelige artister til at gennemføre det her projekt, men også at vise, at der er nok kvindelige teknikere, kvindelige producere og kvindelige frivillige.


Hvis du har lyst til at deltage i Female Force, så kan du købe billetter til festivalen via Turkis hjemmeside her. Billetterne koster 200 kroner. 

ANNONCE