Nyhed

Ny undersøgelse: 97 procent kan ikke kende forskel på AI- og menneskeskabt musik

Undersøgelsen kommer efter debatten om AI i musikbranchen har fået flere artister til at udtrykke deres bekymring.

En ny undersøgelse, gennemført af Deezer og Ipsos, om AI-genereret musik viser, at 97 procent af deltagerne ikke kunne kende forskel på AI-genereret musik og menneskeskabt musik. Undersøgelsen er gennemført i otte lande (USA, Canada, Brasilien, Storbritannien, Holland, Tyskland og Japan) med i alt 9.000 deltagere, skriver Deezer i en pressemeddelelse

Læs også: AI-skabte hadsange indtager Spotify-hitlister i Europa

Ikke nok med, at næsten alle deltagerne ikke kunne kende forskel på AI og menneskeskabt musik, så følte 52 procent af deltagerne ubehag ved netop det, at de ikke kunne kende forskel. Dertil svarede næsten halvdelen, 45 procent, at de gerne ville have filtreret alt AI-musik fra streamingplatforme, hvortil 80 procent mener, at AI-musik som minimum skal være markeret som AI-genereret for lytterne.


Er kvaliteten i fare?
Undersøgelsen viser også en frygt for, at kreativiteten og kvaliteten af musik bliver dårligere ved fremkomsten af AI. Her har hele 51 procent nemlig svaret, at de tror, AI som værktøj til musikskabelse vil resultere i “lavkvalitets, generisk lydende musik på streamingplatforme.” Og næsten to tredjedele, 64 procent, mener, "at AI kan føre til et tab af kreativitet i musikproduktion, anerkendelse og forbrug af AI-genereret musik.”

I øjeblikket er Deezer, ifølge pressemeddelelsen, den eneste streamingplatform, der kan genkende og markere 100 procent AI-genereret musik. Og Deezers direktør, Alexis Lanternier, ser resultaterne fra undersøgelsen som et tegn på, at der er en “bred opbakning” til virksomhedens indsats.

Læs også: OpenAI taber sag om ophavsrettigheder – Koda reagerer på dommen

“Deezer har gået forrest i at skabe løsninger, der sikrer gennemsigtighed og minimerer de negative konsekvenser af, at fuldt AI-genereret indhold oversvømmer musikstreaming. Resultaterne fra undersøgelsen viser tydeligt, at folk interesserer sig for musik og ønsker at vide, om de lytter til AI- eller menneskeskabte numre,” siger han i pressemeddelelsen.

AI brugt til at fremme hadefulde budskaber
Og det er ikke kun til almen musikskabelse, at AI-værktøjer bliver brugt. En ny trend er begyndt at sprede sig mellem højreekstreme grupper, som i stigende grad bruger kunstig intelligens til at skabe musik, der spreder racistiske og hadske budskaber. De hadefulde sange går i øjeblikket viralt på både TikTok og Spotify.


Her kritiserer en Reddit-bruger Spotifys manglende evne til at reagere på de AI-genererede had-sange. “Et af de her AI-antiflygtninge-numre ligger lige nu i top 5, og omkring otte ud af 10 på den virale liste er af samme type,” skriver brugeren EuroMEK om de hollandske hitlister. “Det er ikke rigtige musikere; det er AI-tracks, der spreder ekstreme budskaber.”

Danske musikere i oprør
Frygten for AI har også spredt sig i det danske musiklandskab, hvor 82 danske artister, herunder Tessa, Andreas Odbjerg, Blæst og Nephew, i begyndelsen af november gik sammen om et indlæg. I indlægget rettes kritikken mod AI-virksomheders “skruppelløse tyveri af dansk musik.”

Det fremhæves, at AI-musiktjenester gennem årene har udviklet sig, og at det efterhånden ”kan være svært at høre forskel på det og den musik, der er skabt af mennesker,” netop som Deezer-undersøgelsen nu har bekræftet.


”AI-musiktjenesternes kyniske musiktyveri har slået sprækker i det fundament, som vores fælles kultur hviler på. Og det truer med at slå bunden ud af den danske musikbranche. Både økonomisk og kulturelt,” skriver musikerne i indlægget.

ANNONCE