På trods af mange musikeres frygt for AI's indpas i musikbranchen, så bruger næsten 90 procent af musikerne AI-værktøjer til deres workflow, viser undersøgelsen.
Et nyt studie fra det AI-drevne musik- og distributionsselskab Landr viser nye tal på, hvordan musikere i virkeligheden benytter AI-værktøjer til at fylde alle rollerne – lige fra at skabe en sang til at promovere den, skriver Digital Music News.
Læs også: Spotify lancerer to nye funktioner og en kredittekst-udvidelse
Ifølge undersøgelsen bruger 87 procent af de 1.241 respondenter, som alle er en del af Landr’s globale community og ældre end 16 år, AI-værktøjer i deres musikalske workflow. Herunder bruger 79 procent det til at løse tekniske opgaver, mens 66 procent bruger det til at løse kreative opgaver.
Under den kreative brug bliver AI-værktøjer oftest anvendt som erstatning for menneskelige vokalspor: "Min sang er forfærdelig, så stemmegenerering giver mig mulighed for at lave sange uden at skulle få en anden til at synge,” skrev én respondent. Derudover bliver det også brugt til at lave trommer, men også til andre instrumentale dele såsom klaverstykker og strygere.
Også brugen af AI-værktøjer til promovering er særligt udbredt, hvor 30 procent bruger det til at lave cover-art. Derudover bliver det også brugt til at få ideer til opslag på sociale medier, skrive biografier samt tekst til opslag.
Landr undersøgte også, hvorvidt musikerne bruger AI-sanggeneratorer som en del af deres workflow, hvortil 29 procent af respondenterne svarede, at det gør de. Det er blandt andet – som nævnt tidligere – til at skabe vokal- og instrumentspor samt arrangementer og beats.
Undersøgelsen giver altså en god indikator for, at AI-værktøjer i stigende grad gør sit indtog i musikbranchen. Den viser, at 69 procent af kunstnere bruger flere AI-værktøjer end sidste år, og 90 procent af dem vil bruge endnu flere næste år. Blandt de resterende ønsker kun hver fjerde at øge brugen, hvilket gør traditionelle metoder til minoritet.
På trods af den stigende brug af AI-værktøjer til at lave musik samt velvilligheden over for kunstig intelligens i branchen, viser undersøgelsen også, at artister stadig har en frygt for, at sange bliver for sjæleløse og generiske ved overdrevent brug af AI.




