Nyhed

Nyvalgt New York-borgmester har fået sin Bob Dylan-kampagnevideo fjernet

Videoen, med et ikonisk Dylan-nummer som lydspor, er blevet fjernet efter en anmodning fra Universal Music.

Zohran Mamdanis sidste kampagnevideo, inden han i tirsdags blev valgt som New York Citys nye borgmester, er blevet fjernet fra X, efter en anmodning fra Universal Music Publishing Group, idet videoen indeholdt Bob Dylans "The Times They Are A-Changin'" som lydspor. Det skriver Digital Music News.

Læs også: Trump-demonstrant tilbageholdt for at spille Darth Vader-tema fra sin telefon

Videoen, der indeholdt billedteksten "New York is a-changin'" samt en montage af scener fra den 34-åriges valgkampagne med Dylans ikoniske protestsang som soundtrack, blev nemlig fjernet, idet UMPG ejer Dylans katalog.


"Som en langvarig politik licenserer vi ikke Bob Dylan-kompositioner til projekter, der involverer politiske personer," udtaler en talsmand for UMPG.

Kampagnevideoen er dog stadig oppe på Instagram.

Se videoen nedenfor. Artiklen fortsætter herefter.


Ifølge Digital Music News er reglerne således, at individuelle brugere kan føje sange, der er dækket af generelle licenser, til deres videoer. Men annoncer - politiske eller ej - skal have godkendelse fra ophavsretsindehavere. Hvis ikke man har det, kan en politisk video skabe et potentielt juridisk ansvar - som det nu har gjort for den selverklærede demokratiske socialist, der netop har slået New York-statens tidligere guvernør, Andrew Cuomo, i "The Big Apple"-borgmestervalget.


For nylig er musik fra både Taylor Swift og The Cure også uautoriseret blevet brugt af Trump-administrationen til videoer på sociale medier.

ANNONCE