Med lufthavnen som ramme tegner de to artister et portræt af savn og kærlighed på afstand.
De danske artister Okaynico & Marcus.wav har netop udgivet singlen "Lufthavn" – en sårbar fortælling om afstand, savn og kærlighed på tværs af tid og steder.
Læs også: 10 skarpe til Okaynico
Ifølge en pressemeddelelsen handler sangen om "de usynlige afstande, der kan opstå mellem mennesker – også når kærligheden stadig er der." Med en lufthavn som ramme og med afsæt i Okaynicos egen opvækst med en far i Norge skildrer "Lufthavn" den længsel, der kan opstå og forsøget på at bevare forbindelsen, også når livet trækker i hver sin retning. Marcus.wav sætter sit præg på nummeret med et melankolsk, men optimistisk omkvæd, der giver sangen en balance mellem sårbarhed og håb.
"Lufthavn" er ledsaget af en musikvideo, der er optaget i Billund Lufthavn. Videoen fungerer, ifølge pressemeddelelsen, som et visuelt billede på sangens tema om afstand og forbundethed.
Aarhusianske Okaynico debuterede i 2024 med nummeret "Mod lyset" og har sidenhen udgivet flere energifyldte singler, der blander drum'n'bass og hiphop. Tidligere i år udgav han sammen med rapkollegaen Pind singlen "Sådan nogen som os", der retter et kritisk blik mod den danske musikbranche.
Læs også: Popkulturelle referencer sat på hiphopformel – med overraskende gæstestjerne
Marcus.wav, der vandt KarriereKanonen i 2021, har de seneste år markeret sig med singler som "Happy Life", "Berlin" i samarbejde med Ussel og senest nummeret "Det sker alt for tit". Hans seneste albumudgivelse En sød lille én fra 2024, høstede fire stjerner hos GAFFAs anmelder, der skrev:
"Det lyder ikke som om, at En sød lille én har været en svær toer. Sangene er velkomponerede og -eksekverede med god humor og velvalgte ord."
Hør "Lufthavn" her:



