Nyhed

Reggaelegenden Jimmy Cliff er død

Han slog igennem i slutningen 60’erne og fik international opmærksomhed med hits som "Wonderful World, Beautiful People" og protestsangen "Vietnam".

Den jamaicanske sanger og skuespiller Jimmy Cliff er død i en alder af 81 år. Det oplyser hans familie på sangerens sociale medier, hvor dødsårsagen beskrives som "et anfald efterfulgt af lungebetændelse".

Læs også: BAGKATALOG: Da GAFFA besøgte Jimmy Cliff backstage

I opslaget på de sociale medier takker hans kone både familie, venner og kolleger, der har været med på "hans rejse". Samtidigt sender hun en hilsen til alle hans fans: "Til alle hans fans verden over: I skal vide, at jeres støtte var hans styrke gennem hele hans karriere. Han satte virkelig pris på hver eneste fan og al den kærlighed, han modtog."


Se hele opslaget her. Artiklen fortsætter efter opslaget. 

Jimmy Cliff – født James Chambers – regnes som en af de vigtigste skikkelser i reggaeens udbredelse globalt. Han slog igennem i slutningen 60’erne med ska- og reggaeudgivelser og fik international opmærksomhed med hits som "Wonderful World, Beautiful People" og protestsangen "Vietnam". Samtidig blev han et ikon via sin hovedrolle i kultfilmen The Harder They Come, hvis soundtrack spillede en central rolle i 70’ernes roots-reggaeboom. Det skriver mediet Pitchfork.


Jimmy Cliff fortsatte med at udgive musik gennem flere årtier. Her vandt han blandt andet to Grammy-priser, blev optaget i Rock & Roll Hall of Fame i 2010 og modtog Jamaicas Order of Merit. Hans sange er siden blevet fortolket af blandt andre Bruce Springsteen, Keith Richards, Fiona Apple og Willie Nelson, og The Harder They Come-soundtracket er optaget i USA’s National Recording Registry. 

Læs også: Jimmy Cliff: Smukfest, Bøgescenerne

Reggaelegenden gæstede senest Danmark tilbage i 2014, da han indtog Bøgescenen på Smukfest, hvor vores anmelder kvitterede med hele fem stjerner og skrev:


"Cliff er ganske enkelt umulig ikke at holde af, da han en times tid senere leverer budskabet til Skanderborg-publikummet. Seancen antager karakter af en knuselskelig og energisk hyldest til kærligheden, håbet og det menneskelige fællesskab - og ingen siger det for så vidt smukkere end dagens hovedperson selv."

ANNONCE