På plakaten finder man blandt andre Zara Larsson, Tessa, og Little Simz, der alle indtager Orange Scene til sommer.
Roskilde Festival har netop offentliggjort 24 nye navne til næste års program. På plakaten finder man blandt andre Zara Larsson, Tessa, og Little Simz, der alle indtager Orange Scene til sommer. Se alle navnene fra dagens offentliggørelse i bunden af artiklen.
Læs også: Her er de første navne til Roskilde Festival 2026
De nye tilføjelser rummer navne fra 16 forskellige lande og spænder fra pop og hiphop til rock, sufi-musik og elektroniske eksperimenter. Blandt offentliggørelserne finder man rocklegenden David Byrne, de svenske rappere Yung Lean & Bladee, samt den irske rapgruppe Kneecap, der leverer højenergiske, politiske og samfundskritiske koncertoplevelser.
"Der er både store, veletablerede navne, der kan samle hele festivalfællesskabet foran Orange Scene, spirende kunstnere, der kommer til at levere intime koncerter på festivalens mindre scener og unikke musikalske oplevelser fra mange forskellige dele af verden blandt dem, vi går ud med i dag," udtaler Roskilde Festivals musikchef Thomas Sønderby Jepsen i en pressemeddelelse.
Zara Larsson indtager Orange Scene som hovednavn med sit seneste album Midnight Sun, der udkom i september og fik hele fem stjerner af GAFFAs anmelder: "Albummet står tilbage som hendes mest helstøbte værk til dato og efterlader et varigt indtryk, der holder fast længe efter sidste tone".
Læs også: Popstjernens hidtil bedste album
Tessa bliver samtidig den første danske kvindelige rapper til at spille på Orange Scene, hvor hun både medbringer hits som "Blæstegnen" og "Ben" samt ny musik. Også den britiske rapper Little Simz vender tilbage til festivalen – denne gang på den største scene, efter at hun debuterede på Apollo i 2016 og senest i 2022 gav en seksstjernet koncert på Avalon.
Dagens offentliggjorte artister slutter sig til allerede offentliggjorte navne som The Cure, Gorillas og Tobias Rahim.
Roskilde Festival 2026 finder sted fra 27. juni til 4. juli, og billetsalget er allerede i gang her.



