Nyhed

Slut med at vente et år på Spotify Wrapped: Streamingtjenesten annoncerer ny funktion

Funktionen er allerede tilgængelig i 60 lande, herunder Danmark.

Spotify vil give brugerne mere indsigt i deres musikvaner. Den svenske streaminggigant lancerer nemlig den nye funktion "lyttestatistik", som giver ugentlige overblik over de mest spillede kunstnere og sange, skriver Digital Music News.

Læs også: Spotify får patent på ny teknologi, der kan gøre musikoplevelser endnu mere personlige

Funktionen minder om den populære Wrapped-opsummering, der hvert år giver brugerne et grundigt indblik i, hvad de har lyttet mest til i løbet af året. Men i stedet for at vente til december kan brugere i 60 lande nu holde øje med deres streamingadfærd uge for uge.


Ifølge Spotify kan brugerne desuden dele deres ugentlige statistikker direkte på sociale medier, som Instagram og WhatsApp, eller internt med venner via Spotifys egen beskedfunktion.

Ligesom med Wrapped vil den nye ugentlige opsummering også fremhæve særlige øjeblikke i brugerens musikalske streaming-uge med opdagelse af nye kunstnere eller andre milepæle, og det vil være muligt at lave personlige playlister baseret på, hvad man allerede hører, og hvad Spotify mener, man bør opdage næste gang.

Læs også: Spotify kritiseres for ICE-reklame - og forsvarer annoncen


Funktionen rulles i øjeblikket løbende ud til både gratis- og premiumbrugere i over 60 lande, blandt andet i Danmark. Man finder den ved at trykke på sin profil og vælge fanen "lyttestatistik".

Spotify understreger dog, at den årlige Wrapped stadig vender tilbage som planlagt. Ifølge Digital Music News kan tiltaget også være en måde at holde på abonnenterne, især i USA hvor væksten af antal brugere er stagneret. Apple Music tilbyder nemlig kun månedlige oversigter, hvilket giver Spotify et forspring i kampen om de dataglade musikfans.

ANNONCE