Dagens offentliggørelse udgør "et bredt udsnit af det allerbedste fra den danske musikscene med noget for enhver smag."
Festivalen Suset i Esbjerg har netop offentliggjort de første 10 navne til næste års program, hvor Rasmus Seebach står øverst på plakaten. Derudover er blandt andre Benjamin Hav & Familien, Dizzy Mizz Lizzy og Guldimund klar til at gæste festivalen, der finder sted den 21.–22. august 2026 på Esbjerg Havn og i Byparken. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Læs også: Esbjerg-festival rider højt på lokale bølger
De resterende navne i dagens offentliggørelse består af en lang række danske artister, heriblandt Drew Sycamore, Katinka, Rune Rask, Soleima, Uro og Zar Paulo. Ifølge pressemeddelelsen udgør dagens offentliggørelse "et bredt udsnit af det allerbedste fra den danske musikscene med noget for enhver smag." Særligt bookingen af dagens hovednavn vækker begejstring hos den vestjyske festival:
”Vi er enormt glade og stolte over, at vi har fået mulighed for at bringe Rasmus Seebach tilbage til Esbjerg for første gang i 13 år. Seebach har været soundtracket for en hel generation, og hans seks arenakoncerter i dette efterår har kun understreget, at han er mere populær end nogensinde før," udtaler festivaldirektør Tobias Kippenberger i pressemeddelelsen.
Rasmus Seebach har siden starten af 10'erne præget den danske musikscene med kæmpehits og udsolgte koncerter. I denne måned har han spillet hele tre udsolgte koncerter i Royal Arena, hvoraf den første blev kvitteret med fire stjerner af GAFFAs anmelder og ordene: "Lige der glemmer man tid og sted og bliver en del af noget større, noget de færreste formår – Rasmus Seebach er én af dem."
Læs også: En folkefest – men glemte du at trække vejret, Rasmus?
Blandt de øvrige navne finder man Benjamin Hav & Familien, der er kendt for deres eksperimenterende liveshows, hvilket blev understreget med en femstjernet koncert i Royal Arena tidligere på måneden. Dizzy Mizz Lizzy gæster også Suset næste år, efter deres comeback i midten af 2010’erne for alvor genoplivede rocktrioens position som et af landets mest markante livebands.
Billetter til Suset 2026 er sat i salg og kan købes via suset.dk.




