Nyhed

Syd for Solen afslører de første navne på 2026-programmet

"Newzealandsk popunikum" og "elektronisk poptrio" er blandt de første offentliggjorte artister til næste års program.

De første ni artister til næste års udgave af Syd For Solen er nu offentliggjort. Blandt dem er internationale hovednavne som Lorde, The xx, og Turnstile, der sammen med blandt andre Medina og Iceage udgør begyndelsen på festivalens lineup.

Læs også: Festivalen Syd for Solen i stor forandring

Dagens offentliggørelse afslører flere store navne såsom newzealandske Lorde, der tidligere i år var aktuel med det anmelderroste album Virgin, der fik fem stjerner af GAFFAs anmelder. Samtidig vender den elektroniske poptrio The xx tilbage til Danmark for første gang siden 2017. Medina står for den danske poprepræsentation og tager sit omfattende hitkatalog med til Valbyparken. Derudover er Turnstile, Blood Orange, Amyl and The Sniffers, Iceage, Dijon og Ravyn Lenae også blevet offentliggjort.


Programansvarlig Xenia Grigat fortæller i pressemeddelelsen om det foreløbige line-up: "Der er ganske enkelt tale om et eksklusivt line-up af artister, der virkelig har noget på hjerte, og med kvalitet, autenticitet og stærk live-performance tilfælles. Netop det, der kendetegner Syd For Solen og som nu for alvor foldes ud over tre dage i Valbyparken til næste sommer."

De ni navne bliver de første siden festivalen i sidste uge annoncerede en ny struktur, hvor programmet fremover fordeles over alle tre dage i stedet for at være opdelt i dagsbilletter. Festivalen fastholder dog sin "karakteristiske musikprofil", som de skriver i en pressemeddelse, ligesom at de bibeholder deres tre scener, og få koncertoverlap, således at gæster fortsat kan nå størstedelen af programmet.

Læs også: Sådan anmeldte vi Lorde-albummet Virgin


Syd For Solen 2026 bliver afholdt den 13.–15. august i Valbyparken. Billetsalget starter 7. november kl. 10.00 med partout-, ung- og børnebilletter via sydforsolen.dk. Et begrænset antal ét- og to-dagesbilletter forventes først at blive sat til salg, når det fulde dagsprogram er offentliggjort.

ANNONCE